Køen var lang ved boghandleren i Kolind
Billetterne til årets lokalrevy og efterfølgende borgerfest revet væk
En pæn kø af lokale borgere i alle aldre havde taget opstilling foran Kolind Boghandel onsdag morgen, og da boghandler Finn Pedersen åbnede butikken på slaget kokken 09.30, strømmede de alle til hobe mod disken for at købe billetter til årets absolut største clou i Kolind, lokalrevyen i Byhallen, som altid afslutter den ugelange sommerfest.
Et imponerende syn og et bevis på, at sejlivede traditioner aldrig forgår.
I år går de rutinerede aktører på scenen lørdag 18. juni, når en fyldt Byhal af både unge og gamle har spist den sidste bid mad, og tager episoder og lokale meningsdannere fra det forgangne år under kærlig behandling.
Hemmeligheden bag revyen er, at teksterne som regel sidder lige i skabet. De har altid lige en krølle eller to, der gør det sjovt for publikum.
Knud var der også
Blandt de mange i køen så man blandt andet tidligere klubhusbestyrer i KPI's klubhus, Knud Jensen, der var trillet til boghandleren på sin røde skærveknuser.
Han har i de senere år fået sin bekomst på scenen til stor jubel for de mange, der har været i verbal duel med den populære og rapkæftede mand på hans gamle hjemmebane.
Den gode Knud er alt andet end en kedelig Knud, som får blomsterne til at gå ud, når han træder ind i et lokale.
320 billetter
Der er plads til 320 gæster i Byhallen, og allerede efter en lille halv time, var de første 150 billetter røget over boghandlerens disk.
Ingen tvivl om, at der også i år bliver totalt udsolgt.