Aarhusianske hotelejer redder kunstners livsværk
Enan Galaly, koncernchef for Helnan International Hotels, trådte til som frelsende engel og fik billedkunstners værker ud af Egypten
Billedkunstner Pia Andersen oplevede sit livs mareridt, da hun efter en vellykket udstilling i 2009 på det verdensberømte bibliotek i Alexandria i Egypten pludselig stod i den absurde situation, at hun ikke kunne få lov at tage billederne med sig ud af landet igen.
Siden da har hun været igennem en opslidende kamp for at få malerierne, der repræsenterer en stor værdi, med hjem til Danmark.
Efter flere mislykkede forsøg på at finde en løsning henvendte hun sig for nylig til den aarhusianske hotelejer Enan Galaly, koncernchefen for Helnan International Hotels, der blandt andet omfatter Helnan Marselis Hotel i Aarhus.
”Det var en serie meget vigtige malerier, der blev tilbageholdt. De egyptiske myndigheder betragtede malerierne som værdifulde skatte og krævede derfor, at jeg skulle fremvise forskellige tilladelser for at få dem ud af lande. Men jeg havde aldrig hørt om de tilladelser og kunne heller ikke få fat i dem, så jeg var nødt til at aflyse flere planlagte udstillinger rundt omkring i verden,” forklarer Pia Andersen, der er kendt for sin udsmykning af Operaen og har udstillet på anerkendte kunstmuseer og gallerier i blandt andet USA, Japan og Europa.
Netop som hun var ved at opgive håbet om at se billederne igen, kom hun i tanke om hotelkongen Enan Galaly.
”Han kommer jo fra Egypten og er et kendt navn dernede. Enan indvilligede i at hjælpe og henvendte sig sammen med mig til sit egyptiske netværk. Pludselig kunne jeg få alle malerierne uden problemer. Sikke en lettelse – jeg følte, at jeg blev født på ny. Enan har reddet mig!”
Som en tak for hjælpen har Pia Andersen lavet et maleri til Enan Galaly, der er inspireret af både Danmark og den verdensdel, som dansk-egypteren stammer fra.
”Maleriets blå nuancer leder tankerne hen på en dansk sommerhimmel, mens de gul-brunlige farvetoner minder om Sahara,” fortæller hun.
Selvom Enan Galaly er glad for maleriet, der forleden blev overrakt til ham på Helnan Marselis Hotel, understreger han, at han ikke havde regnet med at skulle have noget for sin ”redningsaktion”.
”Jeg er rigtig glad for maleriet og beæret over at modtage så flot en gave, men jeg forventer ikke at få noget tilbage, når jeg gør en indsats for andre.”