Auning er kommunens eneste by i vækst
Nye boligområder og en stærk kultur er med til fodre optimismen i byen.
Der bør være god grund til stolthed og optimisme i Auning.
Byen har igennem de seneste år oplevet en stigende interesse fra tilflyttere, og nu kan Auning såmænd også prale af at være den eneste by med forventet befolkningsmæssig vækst i Norddjurs Kommune. Det fremgår af kommunens befolkningsprognose.
De næste fire år forventes det således, at befolkningstallet i Auning skoledistrikt stiger med 3,8 procent fra nuværende 4337 til 4503 indbyggere i 2027.
Til sammenligning forventes det, at der i samme periode bliver næsten 400 færre indbyggere i Grenaa, idet Søren Kanne skoledistriktet ifølge prognosen falder fra 19.096 til 18.723.
Sammenhold er en kultur
En af hovedårsagerne til fremgangen skal naturligvis findes i Norddjurs Kommunes beslutning om at satse på Auning som tilflytningsby ved at udstykke nye boligområder.
Det har skabt stor interesse fra børnefamilier fra blandt andet Randers og Aarhus, som har fundet deres nye hjem væk fra de større byers høje ejendomspriser.
Man bakker op, fordi man godt kan lide at være sammen og grine sammen. Det er blevet en kultur i byen.Anja Dam Hedegaard, formand i Auning Borgerforening
Nye boliger gør det dog ikke alene, når man skal vise sig frem for potentielle nye indbyggere. Et stærkt lokalt engagement er nødvendigt, og her excellerer Auning. Det mener Anja Dam Hedegaard, der er formand for Auning Borgerforening og i øvrigt selv tilflytter for 11 år siden fra Aarhus.
»Jeg er stolt af min by. Jeg synes, det er dejligt at folk finder på alle mulige finurlige ting. Auning har så mange mennesker, der brænder for byen og laver forskellige events, og man arbejder sammen på kryds og tværs, fordi man er interesseret i at støtte op om hinanden og samarbejde om tingene. Det betyder rigtig meget, at man tænker bredt. Jeg oplever mange ildsjæle, som sætter gang i tingene, og det bakker man op om, fordi man godt kan lide at være sammen og grine sammen. Det er blevet en kultur i byen, at man gør alt, hvad man kan,« siger Anja Dam Hedegaard.
Attraktiv handelsby
Det er også optimisme for fremtiden, der præger stemningen i det lokale handelsliv.
Det kan blandt andet aflæses i nutid, hvor et centerområde uden tomme butikslokaler vidner om lokal opbakning, og når Anders Rasmussen, brugsuddeler og formand for Auning Handel & Erhverv, tager fremtidsbrillerne på, gør udsigten til en by i vækst det også svært at være pessimist.
»Jeg synes, handelslivet i Auning ser ind i en meget lovende fremtid med de mange boliger, der bliver bygget, og den interesse vi ser fra tilflyttere. Vi har butikker, der dækker et meget bredt spekter af, hvad man har behov for, og det mærker vi også nu med en super opbakning blandt byens borgere. Hertil kommer et rigt foreningsliv, der gør det let at blive en del af byen. Det er de ting, man kigger efter og gør Auning til en meget attraktiv by at flytte til,« vurderer Anders Rasmussen.
Samlet set forventer Norddjurs Kommune et fald i indbyggertallet på cirka 131 borgere i gennemsnit de kommende fire år.
I 2027 anslår prognosen således, at der vil være 36.454 borgere i Norddjurs Kommune mod 36.978 i 2023.