Fortsæt til indhold

Nordea-fonden på besøg i Hornslet

Kulturgrunden er optimistisk efter besøg fra Nordea-fonden

Samfund

Tirsdag formiddag i sidste uge, lidt over 10, steg to personer af letbanetoget på Hornslet Station. Og det var ikke hvem som helst, hvis du spørger formand for Kulturgrundens bestyrelse, Lotte Jensen. Siden 2021 har hun og andre frivillige kræfter arbejdet på at skabe grundlaget for etablering af et nyt kulturhus i Hornslet. Processen er nu så langt, at der snart skal søges fondsmidler, som er helt afgørende for, at byen kan få sit nye kulturhus, da det har et budget i omegnen af 75 millioner kroner.

»Vi hentede vores gæster på stationen i silende regnvejr og gik en tur ned gennem Hornslet, inden vi præsenterede vores planer om Kulturhuset. De to havde taget den lange tur fra København til Hornslet og kom fra Nordea-fonden. Den ene var nemlig Christine Paludan-Müller, Uddelingschef i Nordea fonden og Senior Projektkonsulent, Anna Marie Krarup«

Lotte Jensen tolker besøget som et signal om, at fonden finder Kulturgrundsprojektet mere end almindeligt interessant.

»Nordea fonden var meget interesseret i at lære mere om projektet. Det tager jeg som et godt tegn.« siger Lotte Jensen

I følge Lotte Jensen blev de to fondsansatte heldigvis ikke forskrækket over den relativt store kapital, der skal skaffes, for at realisere Kulturgrunden.

»De var meget positive over for vores planer, og vi har nu indledt en mere målrettet dialog med fonden”, siger hun og fortæller, at de to repræsentanter nu skal lufte projektet for fondens direktør og bestyrelse.

Grunden lever allerede

Nordea-fonden støtter projekter, der fremmer gode liv inden for fire områder: Sundhed, motion, natur og kultur. Projekterne kan være i alle størrelser, og i 2023 forventer de at uddele cirka 700 mio. kr.

Arbejdet med at rejse fondskapital er altså godt i gang, men der er stadig lang vej igen frem til afholdelse af en arkitektkonkurrence, valg af projektforslag, udbud til en totalentreprenør, lokalplansarbejde, byggetilladelse, som alt sammen skal til, før Kulturhuset kan indvies.

Ved foreningens generalforsamling for nylig mødte 40 personer op, og mange af dem meldte sig ind i tre arbejdsfællesskaber, der skal arbejde med at aktivere Kulturgrundens tre baghaver – nu kaldet Kulturhaverne.

»Vi oplever stor interesse fra byen for at blive en del af Kulturgrunden og bidrage til arbejdet, og det er skønt med al den opbakning,« siger Lotte Jensen.

Kulturgrunden består af den tomme grund på Tingvej 16 samt ejendommene Tingvej 18 og 20.

Ønskerne til det kommende kulturhus omhandler blandt andet tre etager, udeservering, åben scene, reception, tagterasse, administration, dagåben café med forpagter, folkekøkken, værksteder, bibliotek, gårdhave og multisal.

Kom-Bi renoveres til ’Aarhus standard’ i de to sale, og målet for kulturhuset er 2.400 m2 for omkring 75 mio. kroner.

Et realistisk håb for tidsplanen, der tager højde for byggesagsbehandling og EU-udbud m.m., siger første spadestik i starten af 2027 og indvielse i 2028.

Syddjurs Kommune har foreløbig bevilget 25 mio. kr. til projektet.

Selv om det færdige hus endnu langt fra er en realitet, så foregår der allerede mange forskellige aktiviteter i huset på Tingvej 18 og i kulturhaverne hen over foråret og sommeren. På programmet lige nu er brætspilsdag d. 25. marts, barselsstuer her onsdag, podcastkursus, søndagsmatiné, møbelstemmer der mødes hver den første onsdag i måneden, udstillinger af billedkunst på Galleri Stigsen, besøg af de små klimamonstre, underholdning til markedsdagen v. Tony Trifolikom og KULS Drummers, børneteater v. Fyren og Flammen til Rosenholm Festival m.m. Se mere på Kulturgrunden.dk