Fortsæt til indhold

Butikker i Hornslet: Der er nybyggere der ikke aner at vi er her

De butiksdrivende i Hornslet klager ikke, for det går godt, siger de, men arbejdet med at få flere af de mange tilflyttere til at handle i byen er fortsat et fokus

Samfund

Hornslet Handel, foreningen for butikker og erhverv, har omtrent 60 medlemmer. 30 af dem mødte op til generalforsamlingen tirsdag 14. marts på Den Gamle Kro, som i øvrigt serverede en ganske udmærket og kæmpe stor wienerschnitzel for lige som at sætte gang i aftenen med manér.

Dagsordenen bød umiddelbart ikke på noget, der kan trække de store overskrifter, men det blev alligevel til lidt debat i løbet af aftenen om blandt andet mangel på parkeringspladser, overskud fra modeshowet, opbakning fra byens foreninger og så selvfølgelig det helt store spørgsmål om, hvordan butikkerne i Hornslet kan gøre sig bemærket i forhold til de mange tilflyttere, byen lige nu er beriget af.

Formand for Hornslet Handel, Jesper Nørgaard fra Profil Optik, aflagde sin beretning, og her sendte han en lille bredside til byens foreninger.

»Det går godt i Hornslet, og vi har mange forskellige butikker, som betyder, at vores kunder kan få det meste her i byen. JO mere de handler her, jo mere kan vi give tilbage til byen. Dette gælder ikke kun events, men også støtte til sportsforeninger, trøjer til fodbold, håndbold og gaver til lotterier med mere. Men det er vigtigt, at foreningerne forstår, at opbakningen går begge veje.«

Da avisens udsendte efterlyste en uddybning på den udtalelse, supplerede Michael Fischer, indehaver af Restaurant Amanda:

»Foreningerne skal først og fremmest huske at handle i byens butikker, men også at bakke op om alt det praktiske arbejde ved nogle af vores events, for eksempel ved at hjælpe til med at stille op og tage ned.«

Overskud eller ej

Handelsstandsforeningen står for at arrangere flere begivenheder i Hornslet by hen over året. En af dem er det stort anlagte modeshow i hallen. Her går overskuddet til en lokal forening, og sidste gang var det således Hjerteforeningen, der i oktober taknemmeligt tog imod en check. Det hedder sig, at overskuddet går ubeskåret, men en gennemgang af regnskabet til generalforsamlingen viste, at den ambition er blevet gradbøjet to år i træk.

I 2022 lød overskuddet for eksempel på 29.978 kroner. Hjerteforeningen fik dog ’kun’ 25.000, og Hornslet Handel lagde altså 3.978 kroner i egen lomme.

»Vi har besluttet i bestyrelsen, at det ser pænere ud med et rundt tal på checken,« sagde kasserer Mette Adamsen som forklaring på, hvorfor ikke alle pengene gik til det gode formål. Dette satte generalforsamlingen spørgsmålstegn ved.

»Jeg synes, at det ville være mere troværdigt med et ikke-rundt tal, og når det nu er to år i træk, at foreningen har beholdt nogle af pengene selv, så synes jeg, det begynder at sende et forkert signal,« sagde Ebbe Gjelstrup Nogal Kristiansen, som er indehaver af Hornslet Fysioterapi og Træning i Dalgårdsparken, og flere bakkede op. Den betragtning tog bestyrelsen til efterretning.

Vi er lige her

Også byens parkeringspladser blev diskuteret, og formanden kunne fortælle, at Syddjurs Kommune lige nu laver en analyse af byens parkeringsbehov.

Flere af de forretningsdrivende oplever, at deres kunder, ja sågar de ansatte i butikkerne, har udfordringer med at finde pladser, ikke mindst den slags, hvor man må holde mere end en time. En af udfordringerne er i følge de fremmødte, at kommunen og skolens medarbejdere fylder pladserne. Én foreslog, efter i uge 7 at have oplevet, hvor meget det betød, at skolens medarbejdere ikke optog pladserne, at man kunne opfordre de pågældende institutioner til at parkere andre steder efter. Det kunne for eksempel være på området bag Amandas Restaurant, der er uden tidsbegrænsning, og som i øvrigt jf. Hornslet i Udvikling står til at gennemgå en renovering, så det i fremtiden bliver en egentlig parkeringsplads med større kapacitet end nu.

Alt i alt er stemningen blandt de forretningsdrivende i Hornslet Handel dog god, ikke bare på grund af den lækre mad på kroen, men også generelt i hverdagen. Der er ikke meget klage over, som en af deltagerne formulerede det, og selskabet udsendte en stærk stemning af sammenhold, kampgejst og på-med-arbejdshandsken-mentalitet i bestræbelserne på at holde Hornslet på landkortet som en attraktiv handelsby.

Det hele står dog i skyggen af et uforløst potentiale, nemlig alle nybyggerne.

»Jeg har mødt en, som købte sko på nettet, fordi hun ikke anede, at der en skobutik i byen,« siger Rebecca Vinther, indehaver af Skobox, og Chris Petersen, som ejer Fest og Farver, tilføjer:

»Fordi jeg ligger ude i Dalgårdsparken, så har jeg rigtigt mange af tilflytterne, der kommer i min butik, og de aner simpelthen ikke, at der er en by og et centrum fuld af butikker. De kommer aldrig derind, fordi de bare køre uden om byen til og fra arbejde, så det er flere gange om dagen, at jeg siger til kunder, at de skal prøve at køre ind og se, hvor mange butikker vi egentlig kan tilbyde.«

Handel Hornslet har i løbet af året husstandsomdelt flyers til alle i byen med et kort over byens butikker og erhverv.

»Vi samarbejder også med mæglerne om at gøre opmærksom på, at vi findes, og det skal nok lykkes at få de nye til at bruge byen mere end de gør nu. Det er jo især nybyggerne, vi skal have bedre fat i. Vi forsøger, men vi er nok ikke kommet helt i mål endnu.«

Foreningen kan i den kommende tid byde på events som modeshow, markedsdag, open by night, udsalg, sommerfest, halloween, black friday og juletræstænding.