Fortsæt til indhold

Jørn Hjorting fylder 80 år

Den populære radiovært, der bor i Gl. Holte, fylder rundt

Samfund
Af Peter Mailand

Da Jørn Hjorting den 1. april 2000 fejrede sit 40 års radiojubilæum, valgte han at benytte lejligheden til at sige farvel til radioarbejdet, men fortsatte ufortrødent sit ugentlige telefonprogram på den danske tv-kanal dk4, hvor det var på plakaten i mere end ti år.

For et års tid siden blev det afløst af en serie quizprogrammer med lutter kvinder som deltagere. Der resterer endnu seks optagelser, inden også tv-karrieren bliver sat på stand by.

Det var i 1960, Jørn Hjorting blev ansat i Danmarks Radio, og noget af det første, han blev sat til, var at bestyre søndagsprogrammet Giro 413.

Siden fulgte ungdomsprogrammer som ”Teenagerhjørnet” og ”Ti vi ka' li'”. I 1968 kom så det program til verden, som skulle vise sig at være det mest langtidsholdbare i dansk radiohistorie: ”De ringer – vi spiller”, et program der ligesom en anden Hjorting-succes fra dengang, nemlig ”Dansktoppen”, blev hadet af få, men elsket af de fleste – ikke mindst de kvindelige lyttere, som i stort tal ringede ind for at få en samtale med Hjorting, der er blevet kaldt ”damernes ven”, ”enhver svigermors drøm om en svigersøn” og endda ”Mr. Radio”.

Quizzer

Det er også blevet til et utal af quizprogrammer, hvoraf især ”Prøv lykken”, som blev optaget rundt om i landets små forsamlingshuse, blev værdsat af lytterne. Det blev sendt ikke mindre end 150 gange, og gik i al enkelhed ud på, at deltagerne skulle gætte tre melodier, og det kom der megen morskab ud af.

Hjorting har altid lagt vægt på livetsd lyse sider og mener, at en af de allerbedste metoder til at bevare et godt humør er at synge, og selv om han ikke selv er sanger, har han fået udgivet tre cd'er med en blanding af populære numre og egne tekster, som blev sat i musik af hans mangeårige akkompagnatør Niels Bernhart.

Han har i øvrigt også medvirket i flere af DR-tv's musikalske programmer som ”Syng med de kendte”, ”Hit med sangen” og ”Fællessang på Bakken”.

Jørn Hjorting er jævnligt ude at holde foredrag og underholde især ældre med muntre minder fra radiotiden, ligesom han også gerne fortæller om de mange glæder, man kan finde i hverdagen, og som kan hjælpe med til at holde sindet ungt.

Jørn Hjorting har skrevet to bøger: ”Man har lov at være glad” fra 1994 og erindringsbogen fra 2006 ”Det må jeg nok sige”.

Jørn Hjorting bor i Gl. Holte med sin kone Erna.