Ghetto-topmøde mellem borgmestre og ministre
Ishøj og Greve til møde om fremtidens ghettoproblemer
Fem ministre tager imod, når 17 af landets borgmestre i dag mødes på Christiansborg. Blandt de 17 er Hans Barlach, borgmester i Greve, og Ole Bjørstorp, der er borgmester i Ishøj. Formålet med mødet er at indgå et samarbejde om at bekæmpe ghettodannelsen. Målet er at få fjernet mindst halvdelen af ghettoerne fra danmarkskortet inden 2020.
Socialminister Benedikte Kiær: ”Jeg glæder mig til samarbejdet, og det vil få enorm betydning for, at vi sammen kan vende udviklingen. Det kræver en kraftanstrengelse både fra kommunerne og fra os”.
Kommunerne kan få økonomisk støtte til forslag til projekter, som kommunerne selv kommer med, hvis de indgår en aftale med regeringen om at benytte den nye ghettopakke.
Det kan for eksempel være kurser for forældre, der har svært ved at tackle forældrerollen, fritidstilbud for unge, støtte til at etablere virksomheder og lignende. Der ydes også støtte til at oprette jobcentre i ghettoområderne, flyttehjælp, videoovervågning med videre. Dertil kommer den økonomiske støtte til nedrivning af boligblokke, renovering, boligsociale indsatser i boligområderne, som regeringen har sikret ved indgåelse af boligaftalen 2010 med Dansk Folkeparti og Radikale.
Socialminister Benedikte Kiær er vært og mødeleder, derudover deltager integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, justitsminister Lars Barfoed, beskæftigelsesminister Inger Støjberg samt undervisningsminister Tina Nedergaard.
København, Slagelse, Holbæk og Høje-Taastrup er de eneste sjællandske kommuner, der deltager, udover Greve og Ishøj.
Regeringen forventer forandringer
Ifølge planen skal massive fysiske forandringer og målrettede ændringer af selve beboersammensætningen og beboernes adfærd ændre de boligområder, der i dag er defineret som ghettoområder.
Socialministeriet forventer, at kommunerne tager det politiske ansvar på sig og anvender de mange redskaber, ghettopakken har sikret. De skal arbejde med eksempelvis indsatser for to-sprogede børn uden for dagtilbud, kriminalitetsbekæmpelse og indsats mod misbrug af dagpenge. Ud over de nuværende redskaber til at bekæmpe ghettodannelse med, har regeringen fremlagt 32 nye initiativer i ghettostrategien fra oktober 2010.