240 swingede til ”Irish stew” og irsk musik i Ry Hallen
Udsolgt til en aften hvor overskuddet går til lokalt hjælpearbejde.
Ry Borgerforening og Lions Club i Ry havde lørdag en succesrig aften med udsolgt til sin irske aften med det lokale band ”Molly Malones” i Ry Hallen. Der var pyntet op på bordene og rundt i hallen med flag og andet irsk farvet til at skabe hygge. Der blev leveret ”Irish stew” efter irsk tradition fra Kvickly og der var ingen tørre ganer med irsk øl og andet godt fra baren. Der blev leveret en aften med en stemning skabt af den gode irske folkemusik, som greb publikum lige fra starten.
Bandet ”Molly Malones” der spiller irsk folkemusik, består af Stig Nørregaard, Søren Kristian Vad og Jimmy Wistisen.
Aftenen gav en stemningsfuld atmosfære i salen, hvor vi blandt andet fik de kendte sange ”Whiskey in the Jar”, ”The Wild rove”, ”Galways on my mind” og selvfølgelig hjertebarnet for bandet ”Molly Malone”. Det var som at være på en rigtig irsk pub med sing along stemning. Der var lidt band-mobning, sangenes gode historier og story-telling om folkemusikken.
Der var også flere numre med fællessang, og godt tramp i gulvet efter irsk tradition. Publikum var helt på dupperne både siddende og stående og de 2 timer sluttede af med et stående publikum, som fik ”fremtvunget” to ekstranumre.
Arrangører forventer at denne aften vil give ikke under ca. 20.000 kroner i overskud til et eller flere almennyttige formål i lokalområdet.