Butikken til gode bryster i alle størrelser skifter hænder
Efter 10 år med lingeri til kvinder i alle størrelser overdrager Elin Skovhuus nu nøglerne til Butik Eling i Ry til Diana Skovgaard.
»Det har været det fedeste job i hele verden, og jeg har elsket min butik. Jeg tager en masse gode minder og sjove oplevelser med herfra. Man bliver bare utrolig glad, når man ser kunderne forlade butikken med armene i vejret, fordi de endelig har fundet lingeri, der passer til lige netop dem. Og det kan lade sig gøre at finde noget der passer, uanset hvilken størrelse man er.«
Det er en vemodig tid for Elin Skovhuus. Til juni kunne hun have fejret 10-års jubilæum med sit hjertebarn, Butik Eling på Klostervej i Ry. Sygdom har sat en kæp i hjulet for drømmen om at fortsætte, og derfor har hun besluttet at give nøglerne til butikken videre 1. maj. Når den åbner igen 13. maj er det med ny kvinde ved roret, nemlig Diana Skovgaard og nyt navn, nemlig byDiana.
Diana har været vidt omkring, har blandt andet arbejdet indenfor sundhed, arbejdet en tid på Grønland, solgt møbler og senest arbejdet som blomsterbinder. Siden september sidste år har hun dog passet Butik Eling for Elin, og nu er hun klar til at tage det store spring og blive butiksejer.
Her skal man ikke nøjes. Hvor man andre steder er heldig, hvis en stor størrelse findes i sort og hvid, så kan de her i butikken vælge mellem modeller og farver i alle størrelser. Her er faktisk bh’er i skåle fra A til O.Diana Skovgaard
»Jeg er helt utrolig taknemlig over, jeg fik muligheden for at prøve det her. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle være butiksejer igen og da slet ikke med lingeri, men nu ved jeg, hvor sjovt og spændende det er at hjælpe kvinder til at finde den rigtige størrelse BH. Folk skulle bare vide, hvor meget glæde og grin, der kommer ud af sådan en butik,« fortæller Diana.
At komme efter Elin er noget af en mundfuld, for blandt stamkunderne har Elin ry for at have røntgensyn og være verdensmester i at finde den rigtig størrelse.
»Alle, der har været her før, kommer med minder om gode oplevelser i butikken. De elsker den service, de har fået her, og de er vilde med den rådgivning, Elin har givet dem. Hvad hun ikke får af ros for altid at have fundet præcis den rette størrelse! Der er noget, at leve op til, men jeg er ved at komme godt efter det,« lyder det fra den kommende butiksindehaver.
For Diana handler det først og fremmest om, at kunderne i butikken kan få lov at opleve glæden ved at finde lækkert lingeri, som passer lige netop dem.
»Om du skal bruge en meget lille eller en meget stor skål, så står du med nogenlunde de samme problemer. Det er svært at finde noget, der passer både i omkreds og skål i de almindelige lingeri-butikker. Men der er ikke noget forkert i at have en stor eller lille barm. Jeg hørte for nylig en kunde sige, at her skal man ikke nøjes. Hvor man andre steder er heldig, hvis en stor størrelse findes i sort og hvid, så kan de her i butikken vælge mellem modeller og farver i alle størrelser. Her er faktisk bh’er i i skåle fra A til O,« understreger hun.
»Det var rigtig godt set af Elin for 10 år siden, at der er det her marked for de helt store og de helt små størrelser, som andre butikker ikke dækker,« tilføjer hun.
Mange af Butik Elings stamkunder kommer langvejs fra for at handle lingeri – Bornholm, Fanø, Skælskør og Skagen er ikke ualmindeligt. Derfor bliver der ofte købt mange sæt ad gangen og det kan godt blive en bekostelig affære.
»Jeg synes godt, man kan sammenligne køb af lingeri med køb af sko. Du ville aldrig drømme om at købe en sko i en forkert størrelse, vel. Og de gode sko, dem kan du heller ikke få for et par hundrede kroner, vel,« lyder det fra Diana.