Borgerforening retter kritik mod kommunen: Dræner Allingåbro for frivillige kræfter
Det kan koste dyrt, hvis Djursland For Fuld Damp skal være mere afhængig af frivillige. Der er behov for gentænkning, mener udvalgsformand.
I Allingåbro er Djursland For Fuld Damp (DFFD) i øjeblikket i gang med at udarbejde forslag Norddjurs Kommune for den fremtidige finansiering af turistattraktionen.
DFFD ved endnu ikke, om kommunen vil yde tilskud på 750.000, der kan sikre driften. Hvis tilskuddet bliver mindre er en af løsningsmodellerne en større styrke af frivillige, og det får nu Allingåbro Borgerforening til at råbe vagt i gevær.
Allingåbro lever nemlig i forvejen rigeligt på frivillighed. Bliver der endnu en byrde at løfte for frivillige hænder, ender det med at dræne byen for kræfter, mener Susanne Salling, der er formand i borgerforeningen.
»Hvis vi siger, at kommunen ender med at give tilskud på 500.000 kroner til DFFD, så skal de selv drifte 250.000 kroner med frivillig hjælp. Det er altså mange penge, der skal laves af frivillige hænder. Det er jo ikke bare noget, der gøres på en søndag. Det kræver rigtig mange timer,« påpeger Susanne Salling.
Hun mener således ikke, det kan lade sig gøre at øge frivilligheden et sted, uden det kommer til at koste et andet sted i byen.
»Vi mangler allerede en bestyrelsesformand i idrætsforeningen, og vi kunne også godt bruge flere frivillige i Byens Butik. Det er ikke sådan, at vi vælter os i folk, der vil give en hånd. Nu skal bestyrelsen i DFFD afsøge mulighederne og finde en løsning, men der er også nogen, der er nødt til at sige, at vi kan ikke blive ved med at overtage tingene med frivillige. Det er der frustrationen ligger, fordi det bliver sådan en nem løsning for kommunen at sige, at ’I kan ikke få pengene, I bliver nødt til at finde frivillige’. Det kan vi jo ikke, fordi alternativet er, at der er noget andet, vi så ikke kan levere frivillige til. Og så er vi et sted, hvor DFFD må lukke, hvis de ikke får tilskuddet, og det vil bare være så ærgerligt for byen,« siger Susanne Salling.
Ingen tryghed
Susanne Salling afviser, at kritikken er et offerråb, men nærmere et opråb om at udlægge mere langsigtede planer, så frivilligheden har en chance for at kunne se, at der er et formål med at lægger timer og kræfter i arbejdet.
»Jeg synes aldrig, der bliver lavet langsigtede løsninger, så man kan få ro på de næste fem år og være trygge i, at tingene er, som de er. Så kommer der et budget igen næste år, og så er der besparelser igen. Når jeg gør noget, så er det, fordi jeg synes det er sjovt og fedt. Det er ikke så sjovt at skulle yde noget frivilligt for at undgå at tingene lukker. Frivillighed bliver en valuta, og det er enormt demotiverende. Det er også ærgerligt for noget af det fede ved at bor her, det er at folk stempler ind og gerne vil yde noget, men man skal heller ikke drive rovdrift på det,« konstaterer Susanne Salling.
Oplyst grundlag
Det er kultur- og fritidsudvalget, der har stillet DFFD opgaven med at komme med forslag til en fremtidig finansieringsmodel. Her kan formand Allan Gjersbøl Jørgensen (S) godt sætte sig ind i den problematik, som Susanne Salling ridser op.
Han mener dog, at den opstillede præmis for DFFD’s situation er fejlfortolket. Blandt andet, fordi det allerede i den tidligere kommunalbestyrelse blev besluttet, at det kommunale tilskud til DFFD ikke automatisk fulgte med, da foreningen ikke længere skulle drifte Stenvad Mosebrugscenter.
»De penge, der er i Stenvad, kan ikke også være i Allingåbro, og derfor har vi givet DFFD’s bestyrelse opgaven med at finde ud af, hvad man kan få. Kan man for eksempel gå ind i et administrativt samarbejde med andre foreninger eller institutioner. Det kan godt være, det giver nogle andre svar, end man ønsker, men det handler om at få et oplyst grundlag, så vi får et produkt, vi er tilfredse med.«
»Hvis færre penge for eksempel betyder reducerede åbningstider, så er det jo op til kommunalbestyrelsen at finde ud af, om man kan leve med det. Vi er på ingen måde ude på at skulle lukke DFFD, og vi vil gerne fastholde så meget ’plejer’, som muligt, men hvis præmissen er, at vi ikke kan finansiere som tidligere, så har vi opfordret til at gentænke, hvordan sådan en attraktion kan køre og måske lave et større ejerskab for DFFD. Vi vil gerne motivere Allingåbro til at tage ejerskab, hvis konsekvensen ellers er, at det lukker,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
Kan du så ikke netop genkende kritikken af, at frivillighed bliver en valuta?
»Jeg har nok en anden tilgang til frivillighed. Jeg ser på frivillighed og civilsamfund, som noget der skaber meningsgivende fællesskaber i de mindre byer. Det giver mening, ansvarlighed og samvær. Det er ikke bare et middel for at spare penge, men nærmere et mål. Ikke bare i Allingåbro, men i mange mindre samfund, men frivillighed er også en kultur, der skal dyrkes,« svarer Allan Gjersbøl Jørgensen.
Tordenskjolds soldater
Ifølge borgerforeningsformand Susanne Salling er frivilligheden dog netop noget af det, der får Allingåbro til at fungere, men når flere og flere opgaver bliver lagt over til Tordenskjolds soldater, så løber man til sidst tør for energi.
Allan Gjersbøl Jørgensen vurderer dog, at der frivilligheden også sagtens kan gentænkes, så det netop ikke er de samme mennesker, der konsekvent trækker læsset. Ikke bare i Allingåbro, men generelt.
»Jeg skal ikke blande mig i, hvordan bestyrelsen gør arbejdet, men jeg tænker selv som frivillig, at for at undgå Tordenskjolds soldater, så skal opgaverne til frivillige gøre klare og enkle og meget korte, så mange mennesker måske skal dække en halv dag om ugen og ikke flere dage hver uge. Så får man skabt en større trup. Det er kultur, der skal forandres, og det gøres ikke hen over natten, men vi kommer heller ikke derhen, hvis ikke vi tager de første skridt.
Giver livet til åen
DFFD tiltrækker årligt omkring 15.000 gæster, som lægger et anseeligt beløb i byens butikker.
Derudover er DFFD også udset til at være en særdeles aktiv medspiller i projektet Liv til Åen, som både er et klima- og byfornyelsesprojekt, der har til formål - som navnet antyder - at skabe mere liv omkring åen og de grønne områder i Allingåbro.
»Det er et enormt pres at lægge på byen, hvis ikke DFFD er her. Også i forhold til Liv til Åen. Hvis ikke vi har DFFD, så ender det med kun at være et klimaprojekt, for hvem er det så, der skal putte livet i det,« spørger Susanne Salling.
Spørger man Allan Gjersbøl Jørgensen, så håber han, at det også fremover bliver DFFD.
»Jeg håber ikke svaret er, at man ikke ser anden udvej end at lukke for man har ret beset haft 15 måneder til at overveje scenarier. Jeg tænker, at et dem er at definere sin rolle i forhold til Liv til Åen for at anskueliggøre, hvorfor de også her er vigtige, så vi ser sammenhæng, hvis nogen i kommunalbestyrelsen ikke mener, DFFD er vigtige for Allingåbro og kommunen,« siger kultur- og fritidsudvalgsformanden.
Læs også debat på side 38.