Fortsæt til indhold

Holder fanen højt: Fyrre, fed men bestemt ikke færdig

Hinnerup Garden begyndte som et spejderorkester uden store evner, men er i dag en af landets dygtigste garder. I år fylder garden 40 år

Samfund

Året er 1983. Det er blevet moderne, at spejderne har et orkester tilknyttet, og de blå spejdere i Hinnerup holder sig ikke tilbage fra den nye ”trend”. Derfor opstår Hinnerup Tamburkorps 4. maj. Signalhorn og gamle trommer er på menuen.

13-årige Dorthe Pieper er spejder og springer med i det nye tamburkorps.

»Jeg spillede på en tromme, som var indgraveret i 1938. Vi kunne absolut ingenting, men øvede troligt i spejderhytten om søndagen. Allerede i august spillede vi den første koncert i Hinnerup. Vi kunne tre blæsestykker på otte takter hver – det er ikke ret langt – og så en trommemarch. Succeskriteriet var, at vi ikke alle skulle gå i stå på én gang,« fortæller Dorthe Pieper, som i dag, 40 år senere, er formand for Hinnerup Garden, som tamburkorpset var starten på.

Det var Else Hougaard og Erik Brinch, som startede ud med ansvaret – mest Else.

Fra tamburkorps til garde

Tamburkorpset fik ret hurtigt rigtige messinginstrumenter og fløjter tilføjet paletten – fløjterne røg så ud igen omkring 2005.

Allerede i 1987 gik tamburkorpset ud af spejdergruppen og blev et selvstændigt spejderorkester.

»Men organisatorisk gik det bare ikke at være under spejdergruppen, så vi blev meldt helt ud af spejderne i 2000 for at bekende os til garderverdenen,« forklarer Dorthe Pieper.

I samme ombæring skiftede orkestret navn til Hinnerup Orkester og Tamburkorps, forkortet HOT, som mange faktisk stadig kender garden under, selvom den altså skiftede navn til Hinnerup Garden i 2003. På samme tid fik garden ny uniform, da garderne jo ikke kunne blive ved at spille i spejderuniformer.

»Og de uniformer, vi købte dengang, bruger vi stadig i dag,« siger Dorthe Pieper.

Danmarksmestre

I 2005 stillede Hinnerup Garden op til konkurrence første gang.

»Det var til DM, og vi lavede alle de fejl, vi kunne lave – vi var røven af fjerde division,« siger en bramfri Dorthe Pieper med et smil.

Det var nu egentlig lidt »træls at være de dårligste,« som formanden udtrykker det, så derfra var der kun én vej, og det var mod toppen.

Og da først garden begyndte at ansætte professionelle dirigenter tog det fart. I 2013 blev dirigent Anne Mette Hansen ansat på projektbasis, og tre måneder senere kom både gardens brassband og trommekorps hjem med første pokal af bronze.

»Det var stort,« siger Dorthe Pieper.

I dag er der kun professionelle instruktører ansat. Seks styk. Og Hinnerup Garden er forsvarende danmarksmester for bygarder i koncertkategorien.

Går I meget op i konkurrencer?

»Vi er til konkurrencer 1-2 gange om året. Der skal hele tiden være et formål med det, vi øver på. Det er mega vigtigt, at vi har en koncert at træne op til. Men det kan også være en almindelig koncert. Vi har jo mange spillejobs på et år for at tjene penge til garden. I juni og november-december har vi særligt travlt,« siger formanden og fortsætter:

»Det er også vigtigt at komme ud og blive set af børn og forældre, så vi bringer os gerne i spil, hvis der sker noget spændende i kommunen – men vi spiller ikke gratis! Vi har mange udgifter til instruktører, instrumenter og uniformer. En ny uniform koster immervæk 3000 kroner.«

Hårde tider

I dag går det skidt i garderverdenen på landsplan, fortæller Dorthe Pieper. Medlemstallet daler, og garder lukker. Hinnerup Garden holder dog fortsat fanen højt, selvom man også her kunne bruge lidt flere medlemmer.

»Vi er 40 medlemmer i dag, og det er voldsomt få i forhold til, hvad vi plejer. Normalt er vi 60-65 stykker, men vi havde et stort generationsskifte under corona. Og de seneste tre år har vi ikke kunnet rekruttere nok. Det er svært at komme i kontakt med børn/unge og deres forældre. Vi kan sagtens tage på en skoleturné, hvor børnene synes, at det er vældig spændende, men så sker der ligesom ikke så meget mere. Jeg tænker, at det er en udfordring, at forældre ikke helt ved, hvad en garde er. Det er en verden, mange ikke kender,« siger Dorthe Pieper.

Børnene kan begynde i Hinnerup Garden fra omkring 3. klasse, og så spænder alderen ellers helt op til 70 år. Der er dog kun få voksne med, og det er da heller ikke meningen, at garden skal fyldes at voksne – den primære alder er 9-25 år.

»Vi er lidt heldige i Hinnerup Garden, for vi kan ofte holde på vores unge længe, fordi de kan uddanne sig i Aarhus og stadig sagtens komme til Hinnerup en gang om ugen,« siger formanden.

»For 40 år siden var alle medlemmer fra Hinnerup. Sådan er det på ingen måde mere. Vi har medlemmer fra blandt andet Gjern, Kjellerup, Silkeborg, Hammel, Hadsten og en del fra Aarhus,« tilføjer hun.

16. maj er der holdstart for nye medlemmer.

Kan låne instrument

Hinnerup Garden består af et brassband med messingblæsere og et trommekorps.

Når et barn begynder i garden, behøver det ikke at kunne noget som helst. I en slags grundskole bliver færdighederne lært. Alt er holdundervisning, hvilket passer meget godt med det stærke sociale fællesskab, som garden prioriterer højt.

»Man skal bare komme med lyst og vilje. Man kan låne instrument hos os, så det er meget billigt at starte op,« siger Dorthe Pieper og fortsætter:

»Men hvis det skal blive til noget, skal man øve derhjemme. Man skal spille ti minutter hver dag.«

Børnene er typisk i grundskolen i et år men nogle gange længere. Derfra flytter de op i ’rugekassen’ juniorgarden. Der er man, til man er flyveklar til de store orkestre. Det kan tage alt fra et til fem-seks år.

15. april fejrer Hinnerup Garden sine 40 år med en march i Hinnerup og koncert på torvet klokken 10.15. Desuden koncert og reception i Haldum-Hinnerup Hallen klokken 14.