Uddannelserne i Rønde i stærk vækst
Rønde Gymnasium og Rønde Privatskole opfører ny bygning med ni klasseværelser
Rønde er kendt som uddannelsesby og alt tyder på, at der bliver bygget på og bygget på, når det gælder om at trække unge til uddannelserne i Rønde.
Sidste år kunne det nye Handelsgymnasium Rønde flytte ind i nye lokaler i Rønde Idrætscenter, og Rønde Skole blev hjemsted for kommunens 10. klassecenter med nye lokaler under opførelse.
Mandag morgen stak så partnerskabet Rønde Gymnasium og Rønde Privatskole de gyldne spader i jorden for at markere starten på et nyt byggeri i det grønne område over for gymnasiets hovedindgang.
”Byggeriet er et fællesprojekt for de to skoler, og når det står færdigt til efteråret, vil det være det største nybyggeri i skolens historie. Vi får ni nye og topmoderne undervisningslokaler, så vores elever får stærkt forbedrede rammer for deres undervisning,” sige rektor Per Knudsen, Rønde Gymnasium.
Succes som offentligt gymnasium
Der var ellers frygt og bæven, da det private Rønde Gymnasium for nogle år siden kom i Undervisningsministeriets søgelys og måtte træffe valget mellem fortsat privat gymnasium eller en fremtid som offentligt gymnasium.
Men elevtallet er steget kraftig i de få år som offentligt gymnasium.
”Det har været en succes at blive et offentligt gymnasium,” siger Rønde Gymnasiums bestyrelsesformand, tidl. Syddjurs borgmester Vilfred Friborg Hansen.
Elevtallet er steget fra omkring 200 det sidste år som privat gymnasium til 285 i år og med en forventning om 320 elever til næste år, når den sidste af de tre årgange i det nu offentlige gymnasium kommer til.
Lukket for tilgang to år frem
Også Rønde Privatskole er i en rivende udvikling.
”Vi har tre spor i 7., 8. og 9. klasse og et spor i 10. klasse. Og skolen har lukket for elevtilgang i 2012 og 2013,” fortæller inspektør Tom Søndergaard, Rønde Privatskole.
Rønde Privatskole er kendt for en stærk boglig profil og har fungeret som fødekæde til Rønde Gymnasium.
Men familieskabet mellem de to uddannelsesinstitutioner blev revet over, da Rønde Gymnasium blev offentligt og den tidligere Rønde Gymnasiums Grundskole valgte at forblive privat under navnet Rønde Privatskole.
De to skoler lever side om side i et partnerskab om de fysiske faciliteter og er også partnere i det nye byggeri.
De ni nye klasseværelser deles med seks til Rønde Gymnasium og med tre til Rønde Privatskole.