Fortsæt til indhold

Sundere byggeplads for folk og klima

Business Djursland har igen fokus på bæredygtigt byggeri i praksis med en række fyraftensmøder på Djursland.

Samfund
gs

Det støver, det støjer og det lugter af dieselos på mange byggepladser. Men behøver det være sådan? Hvordan kan vi gøre byggepladsen til en sundere arbejdsplads, en bedre nabo og samtidig reducere udledningen af CO2? Det er på dagsordenen på Business Djurslands næste fyraftensmøde om ’Bæredygtigt byggeri i praksis’.

Mødet holdes 19. april hos Liftservice i Ebeltoft. Hovedoplægget handler om ’Fremtidens grønne byggeplads’, som er et projekt, der er støttet af Miljøstyrelsens MUDP-pulje.

Erfaringer med grøn byggeplads

Formålet er at teste og vurdere løsninger i forbindelse med byggeriet af det store højhus ’Mindet’ på Aarhus Havn. Indsatserne drejer sig om arbejdsmetoder, energi-infrastruktur på pladsen og brændstoftyper. Lars Overgaard fra Teknologisk Institut er projektleder, og han vil forklare, hvad man skal forstå med begrebet grøn byggeplads, og fortælle om de foreløbige erfaringer.

Efter oplægget er der debat om udfordringer og muligheder både for de store aktører på byggepladsen, men også for de mindre håndværksmestre.

Projektleder ved Michael & Hussnedkeren, Carsten Corneliussen, vil reflektere over arbejdsmiljø- og klimaindsatser, som er realistiske i den mindre virksomhed.

Dagens vært og direktør Erik Jakobsen fra Liftservice vil fortælle lidt om virksomheden og de fordele og ulemper, han oplever i takt med, at flere og flere lifte kører på el. Kan de løfte det de skal? Og giver det mening i forhold til pris og efterspørgsel? Og hvordan skaffer vi den nødvendige elektriske kapacitet?

Møder er for alle

Mødet er det femte i rækken af fyraftensmøder om bæredygtigt byggeri i praksis. Det er for alle – fra håndværksmesteren og entreprenøren til bygherren og rådgiveren.

Målet er at øge den kollektive viden om bæredygtige tiltag i byggebranchen og skabe relationer, så vi kan samarbejde mere om de gode løsninger.

Sidste møde blev holdt hos Perstrup Beton Industri og handlede om, hvordan EU’s krav om rapportering vil komme til at ramme selv den lille håndværker, og hvordan digitalisering kan gøre det lettere og give nyttig viden, der måske kan realiseres i besparelser.

Tilmelding via Business Djurslands hjemmeside.