Sammen om et godt liv
Når vi skal kigge frem, så står det socialdemokraternes hjerte nært at arbejde for, at vi sammen kan sikre det gode liv. Derfor ønsker vi at investere i både vores børn og unge som i ældre - det er pengene værd.
Det vil vi gøre ved fortsat at investere i vores skoler. Vi skal efteruddanne vores lærere, pædagoger m.fl., så de bliver endnu dygtigere, og vi skal sikre moderne rammer til undervisningen. Men vi skal også sikre at alle kommer med. Både i skolen, men også senere når det gælder ungdomsuddannelser. Ingen må blive ladt tilbage, for der er brug for alle!
På ældreområdet er vi nået langt med at sætte flere ældre i stand til at overkomme deres eget liv. Det giver værdighed og frihed. Vi skal også huske at udnytte de muligheder ny teknologi giver os til at skabe et endnu bedre liv og bedre arbejdsvilkår i ældreplejen. Helt konkret vil socialdemokraterne arbejde for nye plejeboliger i Ry og Galten, så man som ældre kan blive boende inden for lokalområdet.
Med til et godt liv hører også, at vi passer på vores fælles miljø og naturen. Vi skal sikre rent drikkevand, rent badevand og natur af høj kvalitet. Der skal også være flere og bedre muligheder for at nyde vores smukke natur. Det giver sundhed, glæde og trivsel.
Det gode liv er til gavn for alle os der bor i kommunen i dag. Men det er også en investering i fremtiden. En god kommune, hvor man står sammen om det gode liv er med til at tiltrække fremtidens borgere til din, min og vores kommune.