Fortsæt til indhold

Efter kaos og farlige situationer: Northside øger sikkerheden i år

Northside gør klar til en række nye tiltag for at tackle nogle af de udfordringer, festivalen stødte på i 2022.

Samfund
ddp

Den aarhusianske festival Northside har besluttet at gennemføre en række nye tiltag til dette års festival i starten af juni.

Tiltagene skal øge sikkerheden eftertrykkeligt, og det sker, efter der til tider var et regulært kaos omkring festivalpladsen på Eskelunden, der for første gang blev taget i brug i 2022.

Særligt ved festivalens afslutning, da Minds of 99 lukkede og slukkede, gik det galt, da mange tusinde mennesker skulle hjem på samme tid. Det medførte flaskehalse, væltede hegn, festivalgæster på vejene og en generel utryghed.

Det bliver der nu rettet op på, hvis man skal tro Northside.

I en pressemeddelelse oplyser festivalen blandt andet, den har indgået aftale med Aarhus Kommune, Østjyllands Politi og brandvæsnet om, at Åhavevej kan lukkes i timerne efter sidste koncert, så man skaber et større udgangsområde, og når publikumsmængden har passeret, kan hovedvejen åbnes igen.

»Vi er enormt glade for vores nye festivalplads, og vi har fået meget ros for indretningen og oplevelsen af den. Vi har evalueret på sidste års udfordringer og må blankt erkende, at hverken adgangen til festivalen eller udgangen fra festivalen fungerede efter hensigten. Derfor har vi igennem et intensivt samarbejde med Aarhus Kommune, Politi og Brandvæsen udarbejdet en række konkrete tiltag, der både skal øge sikkerheden og forbedre oplevelsen for alle vores gæster,« siger festivalchef Brian Nielsen.

Foruden Åhavevej-initiativet bliver der skabt ni områder til cykelparkering med en samlet kapacitet på 25.000 cykler. Det er 10.000 flere pladser til cyklen end i 2022. Cykelparkeringspladserne bliver markeret med en unik tal- og farvekombination, så man nemt kan finde sin cykel igen efter en lang festivaldag.

Foretrækker man at blive kørt til og fra festivalen, har taxier og shuttle-busser i år fået en dedikeret zone til pick-up og drop-off omkring Tøndergade - cirka 10 minutters gang fra pladsen. Formålet med zonen er først og fremmest at skabe mere sikkerhed for publikum og bedre struktur for trafikken, da den vil hjælpe til ensretning af trafikken ved pladsen.

Festivalen har også valgt at øge antallet af personale ved ind- og udgangene. Den øgede bemanding skal mindske ventetiden, når festivalen åbner, samt skærpe de sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med udgang fra pladsen efter dagens sidste koncert.

Sidst men ikke mindst har Northside i samarbejde med kommunen og brandvæsnet implementeret en ny godkendelsesprocedure af pladsen, og dermed forventer Northside ingen forsinkelser ved åbningen i år, som det var tilfældet i 2022.

»Med ovennævnte tiltag er det vores klare forventning, at publikum får en fantastisk festivaloplevelse uden problemer i 2023,« bebuder Brian Nielsen.