Fortsæt til indhold

Får kæmpe bøde: Fandt friske og flere gamle rotte-ekskrementer hos fiskevirksomhed

Medejer af Bønnerup Fisk oplyser, at man nu overvejer at klage over bøden.

Samfund

Virksomheden Bønnerup Fisk I/S, der blandt andet sælger fisk og fiskeprodukter til andre virksomheder, men også har fiskeforretningen Møllefisk under sig, kan se frem til at modtage en kæmpe bøde fra Fødevarestyrelsens rejsehold.

Det fremgår af den seneste kontrolrapport fra 9. marts, hvor Fødevarestyrelsen var forbi Ny Havnevej i Glesborg på det nordlige Djursland, hvor virksomheden holder til. Her fandt man håndteringen af fødevarer så kritisabel, at det nu har afstedkommet en bøde på 40.000 kroner.

Her var det de fund, man gjorde sig i et eksternt lejet lokale på Ny Havnevej 23, som, foruden den store bøde, også har kastet et forbud af sig.

»I lokale på adressen Ny Havnevej 23 på havnen er der konstateret friske rotteekskrementer. Primært i det fjerneste hjørne og omkring porten, hvor der lå afgnavede rester af gummi fra gummlisten under porten. Hermed er der fri adgang for skadegørere fra det fri. I lokalet lå en pose med tørmix til frikadelle fremstilling, som var gnavet åben og spredt ud på ca. ½ kvadratmeter,« skriver den tilsynsførende i sin rapport og tilføjer:

»Ved Skadedyrsbekæmpers ankomst blev det klart, at angrebet har stået på længere tid, da der blev fundet flere ældre ekskrementer under palle.«

Der sidder nok én med misundelsens fryd og gnider sig i hænderne og tænker; ’det var godt, de fik én over snuden’
Klaus Dethlefsen, medejer af Bønnerup Fisk.

Skulle have kendt til problemet

Udover bøden på de 40.000 kroner, har Fødevarestyrelsen også nedlagt et straksforbud mod brugen af det eksterne lokale, som er blevet brugt som fjernlager til engros-forretningen - og samtidig blev der også nedlagt et forbud mod at bruge den emballage, der var på lageret.

»I lokalet blev (der) opbevaret flere paller med uindpakket flamingokasser til engrospakning af fiskeprodukter. Fødevarestyrelsen vurderer, at der er risiko for kontaminering af fødevarer ved brug af emballager, der har været udsat for forurening fra rotter og virksomheden burde have kendt til problemet,« lyder det i kontrolrapporten.

Bønnerup Fisk oplyser i kontrolrapporten til den tilsynsførende, at man ikke var klar over problemet, og at man fremadrettet ikke kommer til at bruge lokalet, og så oplyser man også, at man vil følge skadedyrsbekæmperens anvisning om at destruere al emballage i lokalet.

Nogen gnider sig i hænderne

Til Lokalavisen Folkebladet oplyser Klaus Dethlefsen, medejer af Bønnerup Fisk, at man tager bøden og skadedyrsproblemet yderst alvorligt, men han oplyser også, at man umiddelbart kommer til at klage over bøden - og helt præcist bødens størrelse.

»Vi er meget uforstående over for, at vi skal have sådan en kæmpe bøde. Mig bekendt har vi ikke haft nogen problemer, siden vi for en fire-fem år siden havde en anden forretningsbestyrer, som måske ikke havde så meget fokus på rengøringen - og vi derfor løb ind i nogle problemer,« siger Klaus Dethlefsen, der i første omgang går efter at få en uddybende forklaring på den store bøde fra Fødevarestyrelsen.

Men I forstår godt, at I får en bøde?

»Ja, selvfølgelig - det kan jeg godt forstå. Men jeg tror også, der er en eller anden, der går og er rigtig tilfreds. For vi fik at vide, at nogen har anmeldt det hul i gummilisten på porten i stedet for at komme ind og sige det til os. Så der sidder nok én med misundelsens fryd og gnider sig i hænderne og tænker; ’det var godt, de fik én over snuden’,« siger Klaus Dethlefsen.

Men ifølge Fødevarestyrelsen så burde I selv have opdaget problemet noget før, burde I ikke også det?

»Det kan man jo altid sige. Men hvad er deres begrundelse for, at vi skulle have opdaget det noget før?«

De nævner blandt andet den her gennembidte gummiliste ved porten, og en pose tørmix, der er gnavet åben, så noget af indholdet er spredt ud på gulvet...

»Jo jo, men det er et fjernlager, vi ikke bruger så tit - med mindre vi altså mangler noget... men jo, i princippet burde vi nok have opdaget det noget før, det er da sikkert rigtigt nok. Men hvis vi ikke lige præcis har skullet over og hente noget - eksempelvis det der paneringsmix, som det har drejet sig om, så har vi ikke nødvendigvis kunnet opdage de ting, du nævner. Men selvfølgelig er det vores ansvar - det er det da. Men jeg har utrolig svært ved at se logikken i, at vi skal have en bøde på 40.000, når der ikke har været nogen problemer i mange år,« siger Klaus Dethlefsen.

Burde have været 2.-5.000 kroner

Hvad synes du så, at den bøde burde have været på?

»Jamen, eftersom at det er en førstegangsforseelse, så synes jeg måske, at i stedet for at prøve at slå en lille virksomhed ihjel - og vi klarer det jo nok, men det er da ikke sjovt at skulle betale 40.000 kroner i bøde - men så synes jeg måske 2.-5.000 kroner havde været mere på sin plads,« siger Klaus Dethlefsen, der dog samtidig gerne vil slå fast, at man tager sagen alvorlig - trods en betydelig uenighed om bødens størrelse.

Derfor vil Bønnerup Fisk også nu afsøge sin klagemuligheder.

Til Lokalavisen Folkebladet oplyser Klaus Dethlefsen, at fjernlageret primært er blev brugt til Bønnerup Fisks engros-salg - altså til andre virksomheder - og der slår han fast, at der ikke er kasser fra det skadedyrsramte lokale, som er endt ude hos nogen kunder.