Fortsæt til indhold

Åbner børnetøjsbutik med genbrug

Overskuddet går blandt andet til sociale og netværksskabende aktiviteter for børnefamilier i både Syddjurs og Norddjurs kommuner.

Samfund
gs

Mødrehjælpen Djursland lokalforening åbner fredag 21. april kl. 10 dørene til en børnetøjsbutik med genbrug til børn på Torvet 2C i Grenaa.

Den officielle åbning 21. april er kl. 13-15, hvor Bente Have Hørlyck, lokalformand for Mødrehjælpen Djursland, byder velkommen, og hvor Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen, holder en åbningstale. Desuden vil også Alexander Myrhøj, udvalgsformand for børne- og ungdomsudvalget (Norddjurs kommune), og Kirstine Bille, udvalgsformand for Familie- børne- og læringsudvalget (Syddjurs kommune), holde taler.

De butiksfrivillige vil servere et let traktement og sodavand.

»Vi glæder os meget til at slå dørene op og til at vise vores dejlige butik frem,« fortæller formand i Mødrehjælpen på Djursland, Bente Have Hørlyck, i en pressemeddelelse.

Alt til børn

Sammen med butiksudvalget står Bente Have Hørlyck for det daglige ansvar for butikken. Butikken kommer til at sælge godt, brugt børnetøj, børneudstyr, bøger og legetøj, som doneres til butikken.

Den nye butik i Grenaa ligner en børnetøjsforretning. Den er åben for alle, der vil gøre et godt køb og samtidig støtte et godt formål. Frivillige sørger for, at tøj og udstyr er nyvasket og uden huller og pletter.

Er børnene vokset ud af flyverdragt, bukser eller barnevogn, kan man aflevere tøj, udstyr og legetøj i butikken og dermed støtte Mødrehjælpen. Man kan også støtte ved at handle kvalitets genbrug i butikken. Overskuddet fra donationer og salg i butikken går primært til, at lokalforeningen kan tilbyde sociale og netværksskabende aktiviteter for børnefamilier i både Syddjurs og Norddjurs kommuner, samt til Mødrehjælpens landsdækkende rådgivningsarbejde.