Fortsæt til indhold

Dansk universitets-satellit bliver yderligere forsinket

Den danske studenter-satellit må vente længere endnu før, den sendes afsted.

Samfund

Den 549 tons tunge raket må vente yderligere.

I løbet af de sidste to år har fire danske universiteter, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og IT-Universitetet, arbejdet på at konstruere en satellit, som skal lægge fundamentet for en bedre forståelse af klimaforandringerne.

Satellitten skulle være sendt afsted tidligere, men dårligt vejr og nu ekstra undersøgelser har udskudt opsendelsen. Det oplyser rumfartsfirmaet i et tweet.

Den danske studenter-satellit er et stort skridt for dansk rumhistorie. For første gang er universiteter gået sammen om at udvikle et nationalt rumprogram.

Den nye opsendelse for raketten er udskudt til fredag 14. april, klokkeslættet er endnu ikke fastsat.

Den genbrugelige raket

Selvom det vil være første gang, at fire danske universiteter går sammen om en studenter-satellit, så er det langt fra første gang, at raketten, som skal fragte satellitten til rummet, flyver.

Falcon 9 hedder raketten. Den er udviklet af det amerikanske private rumfartsfirma, Spacex. Den 70 meter høje raket, der har en diameter på 3,65 meter, har haft 160 succesfulde affyringer, og nul fejlslagne.

Planen er, at efter raketten har sendt de mange satellitter i kredsløb, som den bærer på, skal den flyve tilbage til jorden og lande på affyringsstedet igen.