Hvem er Kolinds nye bytyr?
To single-bonderøve, den ene fra Kolind - tager imod 2. pinsedag, når 14 storbypiger på jagt efter den store kærlighed kommer til Lergravgaard ved Rønde
Mandag 20. maj præcis klokken 9.15 ankommer 14 storbypiger på jagt efter kærligheden til Djursland – nærmere betegnet Lergravgaard, Strandvejen 154, 8410 Rønde.
Det er Kanal 5, der står bag arrangementet 'Bypiger søger bonderøve', der har isecenesat seancen, som også kommer til omfatte to interesserede mænd fra Djursland, der gerne hver vil score en af de 14 bypiger.
Den ene gut kommer fra Kolind, meddeler tilrettelæggerne. Hvem det er, har det imidlertid ikke været muligt at få oplyst, men er du vildt interesseret i at få at vide, hvem Kolinds bedste bud på en lokal bytyr er lige nu, så kan du dukke op på Lergravgaard 2. pinsedag, hvor det afsløres, hvem de to lokale ungkarle, der søger en mage, er.
Kanal 5 lover fri adgang til Lergravgaard, drikkevarer til alle fremmødte, en varm velkomst til de 14 bypiger og de to lokale ungkarle.