Fortsæt til indhold

Hardy Vinter savner økonom og jurist i direktionen

Syddjurs Kommune skal have en topledelse bestående af medlemmer med både økonomiske og juridiske kompetencer, mener Borgerlistens kandidat til kommunalvalget

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommune siger snart farvel til både en direktør (Søren Valbak) og en kommunaldirektør (Nich Bendtsen).

Byrådet har allerede besluttet at benytte en gunstig lejlighed til at skære direktionen ned fra 4 til 3 medlemmer, og i stedet opgradere på afdelingslederniveau på anbefaling fra den snart forhenværende kommunaldirektør og de to tilbageværende i direktionen, Jørgen Andersen og Poul Møller.
En af Borgerlistens kandidater til kommunalvalget, tidligere byrådsmedlem Hardy Vinter, Kolind, appellerer imidlertid til, at man politisk benytter situationen til grundigt at diskutere, hvilke uddannelsesmæssige kompetencer en direktion fremover skal have i Syddjurs Kommune i stedet for kun at fokusere på, om der skal være 4 eller 3 medlemmer.
"Den nuværende direktion er sammensat at 1 historiker (Nich Bendtsen, red.), 1 sygeplejerske (Jørgen Andersen, red.) og 2 folkeskolelærere (Søren Valbak og Poul Møller, red.)," bemærker Hardy Vinter i et indlæg i Borgerlistens netop udsendte nyhedsbrev.
"Ganske udmærkede uddannelser, der giver god faglig ballast inden for de fagområder, som de respektive direktører er ledere af, men den juridiske og økonomiske kompetence synes ikke at være tydeligt repræsenteret," skriver han videre.
Hardy Vinter mener, at det er afgørende vigtigt for de politiske beslutningers kvalitet, at politikerne har en topledelse, der er fagligt velfunderet. Det er for ham ikke nok, at økonomer og jurister findes blandt de kommunale afdelingsledere:
"Uanset antallet af direktører i en fremtidig direktion bør juriske og økonomiske kompetencer være repræsenteret i selve direktionen og ikke "kun" på afdelingsleder-niveau."

Med fra start

Alle fire nævnte medlemmer af direktionen hoppede med over i Syddjurs Kommune fra de gamle kommuner ved kommunesammenlægningen i 2007.
Stillingen som kommunaldirektør blev slået op i det offentlig rum dengang, og daværende kommunaldirektør i Rosenholm Kommune, Nich Bendtsen, lagde billet ind på stillingen og fik den efter en ansættelsesproces helt efter bogen.

Nich Bendstsen tiltræder inden længe stillingen som kommunaldirektør i Hvidovre Kommune.

De tre øvrige direktører havde alle ledende stillinger i en af sammenlægningskommunerne. Søren Valbak i Ebeltoft, Poul Møller i Midtdjurs og Jørgen Andersen i Rosenholm.

Seks direktører til at starte på

De Syddjurs Kommune startede ud 1. januar 2007 bestod den øverste ledelse af seks direktører:
Kommunaldirektør Nich Bendtsen
Økonomidirektør Steen Thisted
Direktør for Ældre, Sundhed og Socialområdet: Jørgen Andersen
Direktør for Plan, Udvikling og Kulturområdet: Poul Møller (også stedfortræder for kommunaldirektøren)
Direktør for Familie- og Institutionsområdet: Søren Valbak
Direktør for Natur, Teknik og Miljøområdet: Preben Juul Sørensen
Dengang var direktionen organiseret i 5 direktørområder, stort set svarende til de 5 politiske udvalg, der udgjorde den politiske base under byrådet.
Både Preben Juul Sørensen og Steen Thisted, der begge kom fra Rosenholm Kommune, har siden forladt deres poster for at gå på pension, og det benyttede man til at gå fra 6 til 5 i direktionen og siden fra 5 til 4.
Anno 2013/2014 bliver direktionen snart skåret ned til en trojka.