substans eller varm luft?
Taxavognmændenes forening inviterer til vælgermøde på Den Gamle Kro med det lokale erhvervsklima som bærende tema
Hvordan bevarer vi de små erhvervsdrivende i Syddjurs Kommune?
Et højaktuelt spørgsmål, som er temaet for et vælgermøde tirsdag 5. november på Den Gamle Kro i Hornslet med Økonomisk Forening for Persontransport i Region Midtjylland som arrangør.
Bag navnet gemmer sig taxa-vognmændenes forening, herunder hovedparten af de lokale i Syddjurs, som nu i næsten to år har skældt Syddjurs Kommune og et flertal i byrådet huden fuld, fordi ledende embedsmænd i kommunen og ledende politikere ikke har en dyt forståelse for taxa-erhvervets betingelser. Anstødsstenen var, at byrådet 30. maj 2012 traf en beslutning om, at kommunalt betalt kørsel for pensionister til læge/speciallæge fremover skal foregå igennem den bestillingsordning, som varetages af trafikselskabet Midttrafik, der er etableret af regionsrådet.
Beslutningen skete i forlængelse af den trafikanalyse, som Byrådet gennemførte i samarbejde med Midttrafik, Region Midt og Cowi.
Det fik de lokale taxa-vognmænd op i det røde felt, fordi de følte sig taget ved næsen og ikke selv fik lov til at byde lægekørsel/speciallægekørsel.
Det fik også flere politikere til at stille spørgsmålstegn ved, om sagen var ordentligt belyst. Det gjaldt Socialdemokratiet og de to daværende Venstre-medlemmer Per Zeidler og Flemming Hansen som siden hoppede over til Liberal Alliance.
Benny Friis, indehaver af Hornslet-Mørke Taxa, og Inger Therkildsen, indehaver af Kalø Taxa i Rønde, understreger, at vælgermødet ikke skal handle om det, der i folkemunde er døbt ’taxa-sagen’.
Varm luft
"Oplægget til politikerne er, at de skal komme med et bud på, hvordan vi kan bevare de små erhverv i Syddjurs Kommune i en tid, hvor udviklingen går fra lokal til global," siger Benny Friis.
Han og Inger Therkildsen har markeret taxa-vognmændenes synspunkter som medlemmer af ’talerørs-gruppen’, som blev dannet, da ’taxa-sagen’ kørte på de høje nagler.
"Vi har oplevet en total mangel på forståelse blandt enkelte ledende embedsmænd og politikere. Jeg vil ikke tøve med at kalde det arrogance, og derfor er det oplagt, at vi i en valgkamp beder politikerne om at tone rent flag: Vil de være med til at bevare de små erhverv i Syddjurs Kommune eller kan vi og andre små erhvervsdrivende godt pakke sammen, fordi deres snak om lokal vækst, arbejdspladser og skatteindtægter alligevel kun er varm luft," spørger Inger Therkildsen.
Spidserne kommer
Enhedslistens har ikke meldt ud, hvem de stiller med til vælgermødet, men ellers stiller samtlige partier og lister med deres spidskandidater, bortset fra Det Radikale Venstre, som sender Jan. K. Madsen, der bor i Hornslet.
Hother Hennings, forretningsfører i Handel Syddjurs, er udset til at skulle varetage jobbet som ordstyrer ved vælgermødet, der begynder klokken 19.