Fortsæt til indhold

Forfatterduo fra Rønde foran krimi-gennembrud

To lærere fra Rønde Højskole blev først afvist, men udkommer nu med debutkrimi i England, Australien, Japan og Danmark.

Samfund
Af Martin Schultz

Der er fin tradition for forfatter-parløb i krimi-branchen og de to lærere på Rønde Højskole, Dagmar Winther og Kenneth Degnbol, er ved at gøre deres etablerede forfatterkolleger kunsten efter med udgivelsen af deres debut-krimi Forkynderen.
´Krimi'en er netop udkommet på dansk på Forlaget Punktum, men måtte en megastor omvej for at udkomme på de to debuterende forfatters eget modersmål.
Efter adskillige afslag fra danske forlag valgte Dagmar Winther og Kenneth Degnbol at oversætte deres debutroman og sende den til en engelsk agent.
”Nu bliver debutkrimien 'Forkynderen' udgivet i England, Australien og Japan via et af verdens største forlag, Little, Brown, som blandt andet udgiver J.K. Rowling og Murakami. Og gennem en amerikansk scout er bogen nu klar til dansk udgivelse på Forlaget Punktum, der ellers kun udgiver udenlandsk litteratur,” fortæller Dagmar Winther om ”Forkynderen”s forlagsrejse jorden rundt.

Afvist af danske forlag

Dagmar Winther er uddannet journalist og underviser blandt andet i journalistisk på Rønde Højskole. Kenneth Degnbol er cand. mag i musik og historie og underviser blandt andet i filosofi og musik på højskolen.
Sammen kom de på en lang lang busrejse med højskolen i Rumænien til at lege med tanken om at skrive en krimi sammen og det blev til et emanuskript, som de sendte ind til en krimikonkurrence udskrevet af Politikens Forlag.
”Vi blev nr. 2 ud af 127 manuskripter, og siden blev det til flere 'lige ved og næsten'-oplevelser med en række danske forlag,” fortæller Dagmar Winther, som derfor oversatte krimien.
Forkynderen blev til The Preacher og sendte den til en engelsk agent.
”Vi var virkelig ved at trække stikket for den roman, vi havde lagt så mange følelser og kræfter i. Men vi skyldte at give bogen en sidste chance. Så vi oversatte den, og pludselig lå der en kontrakt på bordet foran os fra et af verdens største forlag.”
”Skandinaviske krimier hitter i England og Australien, og vores krimi er skåret ud af jysk landsbyidyl og blandet med mystiske mord og mænd, der ikke ved hvilken tilværelse, kvinderne i deres liv virkelig har ført.” fortæller Kenneth Degnbol.
Siden faldt også et japansk forlag og det danske Forlaget Punktum, ad omveje, for den pæredanske krimi.

Kniber sig stadig i armen

Forkynderen er udgivet under pseudonymet Sander Jakobsen, og de to forfattere Dagmar Winther og Kenneth Degnbol, som begge bor i lokalområdet i henholdsvis Thorsager og Hornslet og har arbejdet på Rønde Højskole gennem en årrække.
Forkynderen er ikke en blodig krimi, men foregår i et realistisk scenarie i et landsbymiljø blandt almindelige mennesker.
”Vi har en lokal vinkel, for handlingen foregår i en landsby på Djursland med Aarhus som en genkendelig reference. Vi er blevet inspireret af det vi kender, men alt er fiktivt. Bogen er skrevet med stor kærlighed til lokalområdet og er en hyldest til alle de dynamikker, der holder et lille samfund levende,” fortæller Dagmar Winther.
”Vi har lavet en krimi med et persongalleri og en miljøbeskrivelse, som de mener læserne kan identificere sig med. Men den er båret af den uro, det skaber, når noget uventet sker,” siger Kenneth Degnbol.
Arbejdet med at skrive krimien har stået på i flere år og det er blevet til mange aftner foran skærmen og i natlampens skær, som de to højskolelærere udtrykker det.
»Vi kniber stadig os selv i armen. Det her er meget vildere, end vi nogensinde havde turdet forestille os,” siger Dagmar Winther.
Arbejdet med en ny krimi er godt i gang.