»Stærkt bekymrende, hvis de vil lukke Kolstrupvej«
Næstformand i Nimtofte borger- og Distriktsråd, Carsten Bryrup, har noteret sig, at turismeprojektet 'Hjertet af Djursland' opererer med en lukning af Kolstrupvej, Nimtoftes færdselsåre til Hovedvej 16.
Planerne om en kommende Feriepark ved Nimtofte er kommet på alles læber efter præsentationen af en strategisk-fysisk udviklingsplan for Nimtofteområdet. - området mellem Djurs Sommerland, Nimtofte og Lübker Golf Resort, som i kommuneplanen er udlagt til turisme.
Projektet indgår som en del af udviklingsplanen ’Hjertet af Djursland’ , som Syddjurs Kommune har udarbejdet i samarbejde med Gustin Landskab, Sweco og Kvistgaard+Hird samt Norddjurs Kommune, Aarhus Kommune, Dansk Kyst- og Naturturisme, Realdania og VisitAarhus.
Hvis I har læst strategisk-fysisk udviklingsplan for Nimtofte, har I måske bemærket, at man opererer med en lukning af Kolstrupvej
Næstformand i Nimtofte borger- og Distriktsråd, Carsten Bryrup, kommenterede projektet set med Nimtofte briller på foreningens nyligt afholdte generalforsamling.
»Hvis I har læst strategisk-fysisk udviklingsplan for Nimtofte, har I måske bemærket, at man opererer med en lukning af Kolstrupvej. Det er stærkt bekymrende,« lød det fra Bryrup.
Kolstrupvej er færdselsåre fra Nimtofte til Hovedvej 16, som forbinder Grenaa med Randers.
Hvad med Randersvej?
I forbindelse med opførelsen af omfartsvejen til Djurs Sommerland for et par sæsoner siden, besluttede Syddjurs Kommune at lukke forbindelsesvejen fra forlystelsesparken til Nimtofte, Randersvej, for kørende trafik.
Det vakte stor fortørnelse i Nimtofte.
Carsten Bryrup udtalte dengang til Lokalavisen:
»Omfartsvejen har vi som sådan intet imod. Den er der mange trafikmæssige fordele forbundet med for Nimtofte by, og det har vi også gjort gældende i vores høringssvar.«
»Men lukningen af Randersvej for kørende trafik og i stedet henvise bilisterne til at køre ad Kolstrupvej, hvis de vil til Nimtofte efter et besøg i Djurs Sommerland, er en klar ommer.«
Da Dagli’Brugsen Nimtofte ved indgangen til 2023 måtte dreje nøglen og indgive konkursbegæring bemærkede brugsbestyrelsen og flere andre Nimtofte borgere, at netop lukningen af Randersvej var med til at give byens dagligvarebutik dødsstødet, fordi lukningen forhindrede Djurs Sommerlands gæster at slå et nemt smut forbi Nimtofte og lægge omsætning i butikken.
»Men hvis det ud i fremtiden ender med, at Kolstrupvej bliver lukket, er det som jeg sagde tidligere stærkt bekymrende med mindre, at man åbner Randersvej igen,« lød det fra Carsten Bryrup på generalforsamlingen.
Jonglering med to bolde
Udviklingsdirektør Poul Møller, Syddjurs Kommune, kunne ikke være tilstede for at fortælle i detaljer om ’Hjertet af Djursland’.
»Men han har lovet mig, at han vil komme i Kulturhuset og gøre det på et tidspunkt. Der er ikke sat dato på endnu,» kunne Carsten Bryrup fortælle.
Selv gennemgik han overordnet planerne med helårsturismeprojektet med feriepark og 500 overnatningspladser i ’Hjertet af Djursland’ sammenholdt med biogasprojektet på Østenfjeldvej 9.
»Lige nu jonglerer Syddjurs Kommune med to bolde, som nogen mener, det er svært at holde i luften på samme tid, fordi man frygter, at et biogasanlæg på den pågældende placering vil få en mulig investor til turismeprojektet til at trække sig.«
Carsten Bryrup, som er mangeårigt medlem af Venstre, der er stærk fortaler for biogasprojektet og ikke ser problemer med, at de to milliardtunge projekter kan realiseres, gav udtryk for samme synspunkt på generalforsamlingen, og det sagde ingen af de små 16-18 fremmødte ham imod. Flere nikkede tværtimod samstemmende.
For god ordens skyld skal det præciseres, at Carsten Bryrup naturligvis udtalte sig som næstformand i Nimtofte borger- og Distriktsråd på generalforsamlingen.