Sportschef glæder sig over nyt udeområde - højest på ønskelisten er et klubhus
Det har krævet en fælles, lokal indsats at skabe et nyt udeområde i Hørnings fodboldklub. Sportschef har større byggeambitioner.
Lørdag den 22. april kan Hørning IF Fodbold indvie et nyt udeområde, som klubbens sportschef, Jens Østergaard Nielsen, har store forventninger til.
Der er tale om et flisebelagt areal med borde og bænke, pergola, pannabaner samt tilskuerpladser bygget af træ. Klubben har arbejdet på projektet siden august sidste år og realiseret byggeriet i etaper.
Udeområdet er beliggende ved klubbens kunstgræsbane, og beliggenheden er, som på boligmarkedet, vigtig.
»Jeg tror, de nye arealer bliver super vigtige, fordi placeringen gør, at det vil blive et naturligt sted at opholde sig. Området ligger lige, hvor de yngste træner, så det kan også være et sted, hvor forældre kan sidde i stedet for at stå på en bakke, som de har gjort i de seneste mange år,« siger Jens Østergaard Nielsen til Uge-Bladet Skanderborg.
Unge kræfter
Det har måske ikke krævet blod, men klubbens ungdomsspillere har svedt for at bygge det nye område.
»U17-holdet og U19-holdet har givet en kæmpe hånd med. Særligt U19 har arbejdet nat og dag. Det er helt vildt, og det viser, at de gerne vil være med til at skabe det fællesskab, vi håber på, at fodbold kan give,« siger Jens Østergaard Nielsen.
Ifølge sportschefen har U17-holdet, sammen med spillere fra Hørning Hockey, lagt udeområdets fliser. U19-holdet har stået for træarbejdet til det store siddeområde.
Overvældende støtte
Jens Østergaard Nielsen regnede ved projektets start med at skulle gå tiggergang til en lang række virksomheder. Det viste sig ikke at være nødvendigt.
»Da vi præsenterede projektet, bød Hørning Entreprenør Firma, arkitekt Morten Bo og den lokale tømrerforretning 10-4 ind med både økonomi og praktisk hjælp. De har gjort en kæmpe forskel, og flere andre andre aktører har også bidraget med økonomisk støtte. Vi er blevet så overvældet, og udeområdet er blevet større, end vi havde regnet med,« siger Jens Østergaard Nielsen.
Sportschefen for Hørning IF Fodbold håber ikke mindst, de unge vil tage pannabanerne (små, ottekantede baner med bander, red.) til sig.
»Det gælder om at være hurtig på fødderne. Du kan være nok så fysisk stærk og en teknisk dygtig spiller, men hvis ham den lille laver en tunnel på dig, har du tabt. Det kan gøre noget i forhold til at udligne alders- og niveauforskelle,« lyder det.
Intet klubhus
Man kommer næppe galt afsted, hvis man betegner anlæggelsen af det nye udeområde i Hørning IF Fodbold som en succeshistorie. Allerhelst vil sportschef Jens Østergaard Nielsen dog gerne have et klubhus.
»Vi er en udendørssport, og vi har ikke et sted, hvor vi kan samles og mødes. Jeg kunne rigtig godt tænke mig et klubhus, som spillerne kunne bruge til omklædning i stedet for at klæde om hjemmefra. Livet i omklædningsrummet er en del af holdsport og vigtigt for at skabe en følelse af samhørighed og fællesskabsånd,« siger han og fortsætter:
»Vi har Hørning Idrætscenter, som vi i vid udstrækning bruger til arrangementer, og som vi er glade for, men for fodboldklubben er der ikke et naturligt flow gennem idrætscentret. Uden et klubhus kan det være svært at få en holdånd, der kan udviske sociale skel. Dem, der ikke kun kommer til træning for at spille fodbold, bliver ladt lidt i stikken, hvis man ikke har et klubhus.«
Mens Jens Østergaard Nielsen venter på et klubhus, vil han 22. april deltage i indvielsen af klubbens nye udeområde. Der vil i den sammenhæng være forskellige events og drikkevarer. Alle er velkomne.