Fortsæt til indhold

Lokale kræfter indbyder til udvikling af virksomheder

45 iværksættere får mulighed for at komme til Ebeltoft og arbejde med udviklingen af deres virksomhed.

Samfund
sra

To lokale ildsjæle inviterer i maj 45 iværksættere til Syddjurs for at facilitere halvandet døgns intensiv udvikling af deres virksomheder og deres aftryk på fremtiden.

Thomas Hanberg Hansen, nytiltrådt direktør for EBIC & Toppen af Ebeltoft, og Martin Christensen, stifter og medejer af IVN A/S, et netværk af iværksættere på Facebook med mere end 100.000 medlemmer, bor begge i Dråby ved Ebeltoft.

Begge brænder for udvikling og iværksætteri, og nu inviterer de sammen 45 iværksættere til Ebeltoft for at være med til at udvikle virksomhederne og sætte gang i deres involvering i fremtidens udvikling.

»Det er virkelig vigtigt, at vi bakker op om udviklingen af fremtidens virksomheder og deres stemme i fremtiden – ikke kun lokalt, men også nationalt,« udtaler Thomas Hanberg Hansen.

»Netop derfor har vi sammen med IVN sammensat et intensivt program for de her mennesker og deres virksomheder, hvor de blandt andet bliver inspireret af Jesper Theil Thomsen, CEO for Soundbox og stifter af SAGA – en partineutral organisation, der har som formål at samle unge på tværs af partiskel og styrke ungdommens stemme i den offentlige debat.«

»Vi håber med dette initiativ at få flere unge til at tage ansvar for den fremtid, de selv bliver en del af, og samtidigt vise omverdenen, at Syddjurs både bakker op og vil være med til at sætte dagsordenen.«

Den første event foregår 15. og 16. maj på Toppen af Ebeltoft, og alle danske iværksættere er inviteret. Mere information kan findes på toppenafebeltoft.dk.