Fortsæt til indhold

Bogen om Hornsletgruppen snart på boghandlernes hylder

Historien om Hornslets svar på den mere berømte Hvidstengruppen udkommer i den kommende uge i bogform. Den lokale journalist Kim Lykke Jensen, der står bag udgivelsen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Historien om Hvidstengruppen fylder meget i besættelsestidens historie, og interessen for folkene fra den lille by nord for Randers fik yderligere en renæssance med spillefilmen om gruppen for et par år siden.
Derimod er der ikke blevet ofret ret meget plads til Hornslet-gruppens meritter.
Ligesom Hvidstengruppen blev Hornslet-gruppen etableret i modstandsbevægelsens tidlige og vigtige del i 1943, hvor de nedkastede engelske sprængstoffer og skydevåben dannede grundlaget for en effektiv og professionel sabotage mod den tyske værnemagt og var en vigtig årsag til Danmarks brud med samarbejdspolitikken i slutningen af august 1943, hvor Folketinget ophørte med at fungere og kontakten til de tyske besættere blev varetaget af departemencheferne, det såkaldte Departementchefstyre, med Udenrigministeriets øverste chef, Nils Svenningsen, som en nøgleperson.
Faktisk lykkedes det Hornsletgruppen at modtage langt flere våben fra luften end kollegerne i Hvidsten. Mens folkene omkring den berømte kro modtog 24 containere (-og 8 Faldskærmsagenter) stod Hornsletgruppen for at modtage og videredistribuere 63 containere med våben og sprængstoffer. De to grupper arbejdede også sammen ved flere lejligheder.
Det fortæller den lokale forfatter og journalist Kim Lykke Jensen i en ny bog om den lokale modstandsgruppe.

'Hornsletgruppen. En modtagegruppe i provinsen' udkommer i den kommende uge.

"En umådelig vigtigt historie at fortælle"

Ligesom som i Hvidsten fik modstandsarbejdet store konsekvenser for Hornslet.
Fem af byens modstandsfolk mistede livet i forbindelse med det illegale arbejde og flere andre måtte opleve ufattelige uhyrligheder i tyske tugthuse og koncentrationslejre.

Det fortæller Kim Lykke Jensen udførligt om i sin bog.
"Jeg er meget glad for at kunne være med til at kaste nyt lys over Hornsletgruppens arbejde. Jeg synes, at det er en umådelig vigtig historie at fortælle," siger Kim Lykke Jensen.
"Bogen er blevet til ved hjælp af en masse relevant kildemateriale, der ikke tidligere har været tilgængeligt. Blandt andet har jeg på det engelske nationalarkiv fået fremskaffet samtlige rapporter over flyvningerne mellem England og Hornslet-gruppens modtagepladser med detaljerede oplysninger om tidspunkter, positioner, våbenlast, besætning og nedkastningernes forløb. Desuden har jeg mange direkte beskrivelser fra de direkte involverede i form af breve, beretninger, manuskripter og båndoptagelser. Det har været et utroligt spændende arbejde at fordybe sig i. Jeg er dybt betaget af heltenes fra Hornslets kæmpemæssige indsats, der i den grad fortjener at blive husket af eftertiden," siger Kim Lykke Jensen.

Hornslet gav ikke op

Det var den hemmelige engelske modstandsorganisation SOE (The Special Operations Executive), der for alvor fik organiseret den danske modstandsbevægelse.
Det skete i marts 1943, da faldskærmsagenten Ole Geisler blev nedkastet ved Furresø på Sjælland og senere etablerede sit hovedkontor i Aarhus, hvor han sammen med lægesønnen fra Hornslet, Svend Baastrup Thomsen stod for at få dannet modtagegrupper, sabotagegrupper og udstikke retningen for modstandsarbejdet i Jylland.
Nogle af deres første opgaver var at få dannet Hvidsten- og Hornsletgruppen.
"Det meste af den jyske modstandsbevægelse blev optrævlet i december 1943, hvor Gestapo arresterede tre faldskærmsagenter, der efterfølgende angav alle deres kontakter. Det betød at et større antal modstandsfolk blev arresteret og henrettet – deriblandt medlemmerne af Hornslet- og Hvidstengruppen," fortæller Kim Lykke Jensen.
De folk fra Hornslet-gruppen, der blev arresteret 13. januar 1944, fik en hård skæbne. Orla Andersen blev henrettet i Ryvangen 26. maj 1944. Herold Svarre og Aksel Sørensen blev henrettet samme sted 7. juni 1944.
To andre fra gruppen overlevede heller ikke krigens gru. Mac Hoffmann blev skudt den 14. april under flugt fra en tysk razzia. Karl Algreen Møller blev skudt af Gestapo i Ålborg den 26. april 1945
Arrestationerne i december 1943 satte en effektiv stopper for modstandsarbejdet i de fleste af de ramte byer, men ikke i Hornslet. Arrestationerne og henrettelserne virkede derimod som en katalysator for modstandsbevægelsen i byen – ikke mindst blandt byens spejdere.
Et stort antal af mændene i byen videreførte Hornslet-gruppens aktiviteter frem til befrielsen.

Interviews med tre medlemmer

Bogen indeholder interviews med tre af medlemmerne af Hornsletgruppen: Martin Madsen, Jens Christian Danielsen og Ove Skipper.
Aase Madsen og Aksel Hjorth fortæller om hverdagen i byen under krigen, mens Lise Baastrup beskriver de psykiske eftervirkninger hos de tidligere modstandsfolks familier.
Kim Lykke Jensen udgiver 'Hornsletgruppen. En modtagegruppe i provinsen' på sit eget forlag Vældgungerne.
Bogen kommer fra trykkeriet tirsdag.