L.O.C. - Fra fandens karl til folkelig
Som ung stod den på masser af druk og hærg, hvilket også afspejlede sig i L.O.C.s musik og tekster. Men tidens tand har sat sit præg på Danmarks bedst sælgende rapper nogensinde. Nu handler hans musik om dybere emner.
”I stedet for at være ham den fandens karl, som man skal være, når man er 21 år, hvor man rapper om at have drukket sig i hegnet og at alle tøserne er vilde, så kom der et tidspunkt hvor det blev mere interessant for mig, at skrive om dybere tanker og om samfundet - og stille mig selv nogle spørgsmål, som måske er knapt så populære i ungdommelige kredse,” siger L.O.C., som mener, at udviklingen var helt naturlig.
”Jeg ville mene, at det var patetisk, hvis jeg som 35-årig stadig skrev om de samme ting, som jeg skrev om som 21-årig. Det ville betyde, at jeg sad fast. Jeg skal jo ikke ud og lave soundtracket til den nye generations ungdom. Det skal Ukendt Kunstner, Chivas eller andre lave. Jeg skulle meget gerne lave noget som rammer nogle, som er på min egen alder,” siger den tidligere gangsterrapper, som både er blevet mere voksen og folkelig.
Han har nemlig også kunne opleves i den bedste sendetid som dommer i TV2s talentprogram Voice – Danmarks Største Stemme.
”Jeg kom på et tidspunkt frem til, at hvis der var noget jeg synes lød sjovt, så skulle jeg prøve det. Jeg har, ligesom mange andre musikere, været meget afholdende fra at deltage i ting på tv, for ikke at miste den kunstneriske integritet, men jeg syntes det kunne være meget sjovt at sidde og dreje rundt på en stol og trykke på en knap, og derfor gjorde jeg det. Jeg er typen der i grunden gerne ville være med i Robinson, hvis bare der ikke var kamera på. Altså det kunne da egentlig være pisse sjovt. Jeg skal bare ikke sidde og tude på TV3,” griner L.O.C.
I starten af oktober drager han på sin første turné i to år med hans Rødt Lys Tour. Her får publikum blandt andet mulighed for at høre numre fra hans nyeste og ottende album Sakrilegium, som udkom i januar måned.
Se hele turnéprogrammet for L.O.C.s Rødt Lys Tour her.