Boldklub undrer sig offentligt: Hvorfor holder kommunen ikke det, den lover?
I et særdeles offentligt forum har Gert Johnsen, bestyrelsesmedlem i Nørager Boldklub undret sig højlydt over for Norddjurs Kommune over, hvorfor de ifølge ham ikke har leveret den banepleje, der var aftalt.
»Hvorfor er det kun anlægget hos Grenaa Idrætscenter, der bliver plejet, Allan Gersbøl Jørgensen? Norddjurs Kommune har mig bekendt ikke været i gang på alle øvrige anlæg, selv om fodbolden ruller i alle klubber.«
Sådan lyder en kommentar fra bestyrelsesformand i Nørager Boldklub, Gert Johnsen, på førnævnte socialdemokratiske lokalpolitikers Facebook-væg.
Gert Johnsen er utilfreds med, at kommunen, som hvert år indgår driftsaftaler med de norddjurske fodboldklubber om banepleje ikke har været forbi Nørager og gøre banen klar til sæsonstarten på hjemmebane den 4. april.
»Vi er lovet i Nørager, at vi skulle være klar til vores første hjemmekamp, og der skete ikke noget. Heller ikke sidste år. Det, jeg så anfægter, er, at der så ligger et fantastisk anlæg i Grenaa, og han (Allan Gjersbøl-Jørgensen, red.) er formand for udvalget (Kultur- og Fritidsudvalget, red.) og skal sørge for lige vilkår i hele kommunen,« siger Gert Johnsen.
Frivillige har ordnet banen
Forud for sæsonstarten afholder boldklubben et såkaldt banesyn sammen med forvaltningen, hvor det aftales, hvad kommunen skal gøre ved banen i den kommende sæson, og hvordan vedligeholdet skal foregå løbende.
Sådan et banesyn har der også været i Nørager, men her mener Gert Johnsen altså, at der ikke er blevet leveret det aftalte forud for sæsonstarten. Derfor satte man i Nørager Boldklub ud over den faste stadioninspektør Torben Jensen også frivillige i sving med at gøre banen klar til start.
»Det er lidt øv, at det ikke er klar, når nu det er blevet lovet,« siger Gert Johnsen.
En tromle og en konkurs
Men på lokalpolitikerens Facebook-væg står kommentaren fra Gert Johnsen ubesvaret hen.
Derfor har Folkebladet taget kontakt til kultur- og fritidsformand Allan Gjersbøl-Jørgensen (S) og sendt Gert Johnsens kritik hans vej.
Udvalgsformanden henviser til Miljø og Teknik-afdelingen i kommunens forvaltning, der er den udførende part i de aftaler, som kommunen har om boldbanerne.
Chef for Vej og Ejendomme i Norddjurs Kommune, Kim T. Jensen, forklarer, at det er hans departement, der indgår aftaler om pleje af boldbanerne.
Ifølge Kim T. Jensen er der i Nørager blevet kørt som lovet med en såkaldt sportstromle hen over banen her i begyndelsen af april. Et arbejde, der dog var lidt forsinket.
»Det er rigtigt, vi har haft banesyn derude (Nørager Boldklub, red.) den 15. marts, og i den forbindelse er der indgået en aftale om, at vi vil lave en overkørsel med en sportstromle. Enten ultimo marts eller primo april. Den arme entreprenør, vi indgik aftalen med, er så desværre gået konkurs – så vi har måttet finde et alternativ. Og så har vejret spillet ind. Så der kan være en kundeoplevelse af, at vi har hængt lidt i bremsen, men vi holder selvfølgelig, hvad vi lover,« siger han.
Som om AGF kommer i morgen
Kim T. Jensen forklarer også, at der nogle gange er et mismatch mellem klubbernes ønsker til plejen, og hvad kommunen har budget til at stå for i øjeblikket.
»Vi kommer ud og kigger, men vores budgetter er lidt små i øjeblikket, og vores opgave er at dele sol og vind lige mellem banerne. Så er der måske nogle steder – ikke nødvendigvis Nørager, men nogle steder – der har en forventning til banens standard á la AGF kommer forbi i morgen, og som ikke er helt i tråd med kommunens forventning,« siger han.
Ifølge snakken om Grenaa Idrætscenter, der selv står for pleje af arealerne, men som får kommunalt tilskud til driften og opgaven, og derved skulle være fordelagtigt stillet i forhold til de andre klubbers aftale om banepleje, afviser Kim T. Jensen kategorisk – og ikke for første gang.
»Grenaa Idrætscenter står som selvejende institution selv for pasningen af banen. Hvis der er nogen, der pærer den her sag ind i, at de har flottere baner på grund af flere penge fra kommunen, så holder det ikke stik. Sidste år undersøgte vi det forhold, og det viser sig, at Grenaa Idrætscenter får færre kroner pr. kvadratmeter i tilskud end de andre klubber, så det nytter ikke noget,« siger Kim T. Jensen.