Fortsæt til indhold

Første kunde tænder for fjernvarmen i Skovby

Klokken 7 her til morgen kunne Kredsløb tilslutte den første nye fjernvarmekunde i Skovby til sit fjernvarmenettet.

Samfund
bo

Kredsløb er klar til at tilslutte de første nye fjernvarmekunder udenfor Aarhus Kommune. Det sker her til morgen på Agervangen i Skovby, hvor boligejerne efter mere end et år med turbulente gaspriser nu kan glæde sig over at blive koblet op på fjernvarmenettet og dermed mere stabile energipriser.

I november sidste år faldt alle brikker på plads, og Kredsløb kun til stor glæde for borgerne i Skovby, Storring og Stjær konstatere, at fjernvarmen nu var på vej. Selvom det da forlød, at de første kunder kunne forvente fjernvarme til efteråret 2023, er man allerede nu klar til at skrue op for fjernvarmen på Agervangen.

Ifølge Elsebeth Arendt, fjernvarmechef i Kredsløb, har det været en effektiv proces og et godt forløb, hvor kunderne har vist stor forståelse for etableringsarbejdet.

»Vi har haft det lange ben foran og gjort vores bedste for at sikre, at etableringen forløber glat med løbende hensyntagen til kunderne. Jeg naturligvis glad for, at det indtil videre er gået godt, og at vi allerede nu kan skrue op for varmen hos den første kunde, og så vil jeg gerne takke indbyggerne for at bære over med, at vi fylder lidt i etableringsfasen,« fortæller en begejstret fjernvarmechef.

For Kredsløb er det altid en stor dag, når nye kunder kommer på fjernvarmen. Men særligt i dag, da det også er den første kunde udenfor Aarhus kommunegrænser, der kan sætte varme på i stuen.

»Vi har alle en aktie, hvis vi skal sikre, at vi når i mål med en accelereret national udrulning af fjernvarmen inden 2028. Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning, når vi allerede nu kan tænde for varmen for den første kunde i et projekt uden for kommunegrænsen,« understreger Elsebeth Arendt.

Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune glæder sig over, at den første borger i Skovby nu kan vinke farvel til gasfyret.

»Det er gået stærkt, og det vidner om, at der bliver arbejdet rigtig effektivt for at få borgerne koblet på fjernvarmenettet,« konstaterer han.

De resterende kunder i Skovby, Storring og Stjær vil løbende blive koblet på fjernvarmen. Kredsløb forventer, at alle har fjernvarme i løbet 2024.