Elever måtte evakueres ved stor forårsfest: »De kommer ikke til at glemme festen«
Det gik ikke som planlagt, da der fredag var forårsfest på Skanderborg Gymnasium.
Den traditionelle forårsfest på Skanderborg Gymnasium fik i år et uventet twist, da brandalarmen kort før klokken 23.30 gik i gang og elever, lærere og forældre måtte evakueres fra gymnasiet.
Det var live-bandets røgmaskine, der startede brandalarmen, og ifølge sekretær på Skanderborg Gymnasium, Heidi Lauritzen, gik evakueringen som smurt. Eleverne var trænede i øvelsen.
»Det er ikke mere end en måned siden, at alarmen også lød, og der evakuerede vi alle, så der gik kun 10 minutter, så var gymnasiet ryddet. Når de røde lamper lyser, ved vores elever, hvad de skal gøre. Det var rart at opleve, at det gik så godt, når det nu skulle være,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg.
Den uventede hændelse skete fem minutter før, 3G-eleverne fredag skulle danse Les Lanciers i gymnasiets festsal. Nogle elever nåede ifølge Heidi Lauritzen at blive bekymret for, at de ikke skulle danse den dans, de har trænet.
Den klassiske selskabsdans blev dog gennemført med blot en halv times tids forsinkelse.
Samler generationer
Med undtagelse af brandalarmen gik alt, som det skulle ved forårsfesten, oplyser Heidi Lauritzen. De kommende studenter blev modtaget med rød løber og klapsalver fra forældre og kammerater i 1G og 2G, mens forårssolen skinnede.
»Det var igen en rigtig fin aften, hvor der var højt humør. Noget af det mest festlige er, at forældrene danser med deres børn. Deres unge mennesker, bør jeg nok sige. Dagens festkultur er, at de unge fester for sig selv, men her samler vi generationerne, og det er helt ekstraordinært. Det er lærere, elever og forældre, der forstår at holde en fest sammen. Ved en skolefest kan deltagelse føles som en forpligtelse for forældre, men her er de en integreret del af fællesskabet. Det er en måde, vi kan åbne gymnasiet op på,« siger hun.
Brandalarmen var på sin vis med til at gøre festen mindeværdig, lyder det.
»De kommer ikke til at glemme festen. Det tror jeg ikke,« siger Heidi Lauritzen.