Nyt liv til arkitektonisk perle: Gav ly til tyskerne og husede stikker, der blev likvideret med brevbombe
Adelgade 105, der både har været mineralvandsfabrik, hotel og husede tyske soldater under krigen har fået en ordentlig overhaling. Nu er den smukke ejendom klar til nye beboere.
»Jeg var godt nok overrasket over, hvor ringe stand ejendommen var i, og derfor har renoveringen også taget meget længere tid end forventet.« Claus Hove Sørensen kaster et lige dele stolt og kærligt blik op ad den nyrenoverede facade på Adelgade 105. Her er der skiftet tag, lagt nye furer og skiftet vinduer. Alt er udført, så udtrykket passer med den oprindelige bygningen fra 1894.
Ejendommen købte han af Skanderborg Kommune i 2020, og siden da er tiden gået med at gennemrenovere den gamle ejendom i historicistisk stil fra kælder til kvist så tro mod ejendommens oprindelige udtryk med mønstermuring, facadedekorationer og buede vinduer.
Selv ser jeg en stor værdi i, at man også beholder nogle af de gamle ejendomme i byen.Claus Hove Sørensen
»Jeg synes, det er helt fint, at folk bygger noget nyt, men selv ser jeg en stor værdi i, at man også beholder nogle af de gamle ejendomme i byen. Jeg synes, der er en stor værdi i de gamle ejendomme, i historien og arkitekturen. Det ville jeg gerne være med til at bevare,« understreger han.
I forbindelse med salget af ejendommen stillede kommunen en en række krav til køberne.
Stilen bevaret
»Først og fremmest var det et krav, at der stadig skulle være en butik nederst i ejendommen, men samtidig ønskede kommunen, at ejendommen skulle renoveres og forblive så tæt på det, den var, set udefra. Vi valgte fra start at vi ville bevare ejendommen præcis, som den var, og det fik vi udarbejdet et projekt for, som vi forelagde kommunen. Jeg tror, det var det, der var udslagsgivende for, at vi fik lov at købe ejendommen. Vi er givetvis ikke dem, der har budt mest, men vi kom med det projekt, der bedst matchede kravene om at bevare ejendommens oprindelige udtryk,« forklarer Claus Hove Sørensen.
»Jeg er selv fra Skanderborg, og jeg kan godt lide udtrykket i de gamle ejendomme. Det er svært at ændre på noget af det, uden at hele udtrykket ødelægges, så det var ikke en svær beslutning, at holde fast i den oprindelig stil. Men det indvendige var slidt helt ned, og vi har haft alt rykket ud, så det faktisk bare var skallen, der stod tilbage.«
Nu indeholder ejendommen ni indflytningsklare lejligheder på 2-3 værelser, foruden butikken nederst i to etager, hvor en skønhedsklinik om kort tid rykker ind.
»Jeg har det rigtig godt med det færdige resultat. Det er en smuk bygning, og så har den faktisk også en ret spændende historie,« fortæller Claus Hove Sørensen.
Ifølge Skanderborg Historiske Arkiv har ejendommen formentlig huset både en mineralvandsfabrik og et øltapperi i starten af 1900-tallet.
Stikker likvideret
Fra 1912 og en årrække frem var der hotel i ejendommen. På hotellet, der gik under navnet Central-Hotellet, blev tyske soldater indkvarteret under 2. Verdenskrig. Hotellet var i september 1944 rammen om den drabelige likvidering af automobilhandleren, Svend Aage Næsted Nielsen, kaldet Drejeren. Drejeren var stikker og derfor besluttede modstandsbevægelsens lokale L-gruppe at han skulle ryddes af vejen.
L-grupperne – likviderings-grupperne – havde under besættelsen til formål at likvidere danske stikkere, tysker-håndlangere eller danskere i tysk tjeneste.
L-gruppen sendte Svend Aage Næsted Nielsen en brevbombe, som eksploderede mellem hænderne på ham. Han blev dræbt ham på stedet. I en avisartikel kunne man dagen derpå læse, at han var en attentatmand, som ville skade hotellet. Sandheden var dog, at han blev ryddet af vejen fordi han samarbejdede kraftigt med tyskerne og selv var nazist.
Bomben slog ikke kun Drejeren ihjel. Den forrettede også stor skade på ejendommen på Adelgade 105, som bygningen bar præg af gennem længere tid. Især facaden langs Emilevej tog skade. Her blev murværket ødelagt og alle vinduer blæst ud.
I 1952 købte Skanderborg Kommune bygning, som nu blev til Skanderborg Bibliotek. Ejendommen har også huset forskellige offentlige kontorer og privat erhverv. Senest holdt Saphir data til i kælderbutikken, mens Erhverv Skanderborg holdt til ovenpå.