Konkurs har udskudt byggestart på 36 lejligheder i Hadsten
Bygherren skal have fundet en ny entreprenør i stedet for Skibbild Entreprise, der er gået konkurs.
For tre måneder siden, 25. januar 2023, blev der taget første spadestik til byggeriet af 36 nye ejerlejligheder på Kirkevej 8 i Hadsten. Selve byggeriet er dog ikke kommet i gang endnu, og det kommer heller ikke til at ske lige foreløbig. Entreprenøren Skibbild Entreprise blev nemlig erklæret konkurs i slutningen af marts, så der skal findes en ny entreprenør til byggeprojektet, der bliver opført af Ejendomsselskabet Midtjylland.
»Der er en masse juridisk, der skal være på plads, før vi kan gå i gang med at finde en ny entreprenør. Et bud er, at vi inden sommerferien kender navnet på entreprenøren og tidsplanen for byggeriet,« siger Jan Jørgensen, direktør i Ejendomsselskabet Midtjylland.
Det er dog ikke ensbetydende med, at byggeriet af Lindebakken dermed kan gå i gang til sommer, for det er ikke sikkert, den nye entreprenør vil være klar til at gå i gang med det samme, forklarer direktøren. Ejendomsselskabet vil i valg af ny entreprenør dog så vidt muligt tage hensyn til, hvornår entreprenøren kan gå i gang.
Det samme projekt
Selve projektet bliver der ikke lavet om på. Planen er simpelthen at give byggetilladelsen og tegningerne videre til det nye byggefirma, der ender med at blive valgt til at opføre Lindebakken, der består af to punkthuse i fire etager med i alt 36 lejligheder.
Bygherren er i gang med at sondere terrænnet for byggefirmaer, man er trygge ved, og som vil få mulighed for at komme med et tilbud på byggeriet, der oprindelig skulle være sat i gang i foråret 2022, men blev forsinket på grund af de stigende byggeomkostninger affødt af krigen i Ukraine.
Lokalavisen var med til det første spadestik på Kirkevej 8 for tre måneder siden. Dengang lød forventningen fra Jan Jørgensen, at Lindebakken kunne være klar til indflytning i løbet af sommeren 2024. Det kommer næppe til at holde stik, men ødelægger ikke bygherrens humør.
»Vi glæder os til at komme videre og få bygget lejlighederne. Det er nogle gode lejligheder, og vi er meget fortrøstningsfulde,« siger Jan Jørgensen, direktør i Ejendomsselskabet Midtjylland.
Der er endnu ikke sat pris på de nye lejligheder, der bliver solgt af danbolig Hadsten.