Ebeltoft Windsurf Klub får støtte
Med støtte fra DIF og DGI’s forenings pulje kan Ebeltoft Windsurf Klub nu sætte gang i projektet omkring Wing Foil som en aktivitet med særligt fokus på børn og unge.
Ebeltoft Windsurf Klub (EWK) har fået 30.000 kr. i støtte fra DIF og DGI’s forenings pulje. Med bevillingen kan klubben se frem til at komme i gang med et nyt initiativ Wing Foil.
Klubbens ledelse håber, at man med denne satsning kan se frem til, at EWK nu kan fastholde og skabe yderligere interesse både for nuværende og ikke mindst nye medlemmer.
»I vores klub glæder formanden og de små 100 medlemmer sig over at kunne komme i gang med projektet – og forhåbentlig byde velkommen til en masse nye ansigter i foreningen,« fortæller klubben i en pressemeddelelse, og fortsætter:
»Vi følger hele tiden med i den nyeste udvikling indenfor vandsport og ser store muligheder i at indføre windsurf/foil og Wing Surfing som en aktivitet med særligt fokus på børn og unge. Wing surfing er særligt børnevenligt, idet man kan håndtere en wing uden at skulle bakse med mast og bom og den har god fremdrift i størrelser helt ned på 2 kvm. Man kan ikke slå sig på en wing, og man undgår arbejdet med at hale et sejl, der klæber til vandet op igen og igen.«
Støtter med 44 mio. kr. årligt
Ebeltoft Windsurf Klub har modtaget bevillingen på 30.000 kr. fra DIF og DGI’s forenings pulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger.
DIF og DGI’s forenings pulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.
Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehal Midler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforenings puljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.