Fortsæt til indhold

Unge skreg af grin til demokrati-event

Kendt stand up’er gav den gas side om side med politikerspirer og en DF folketingsmand på Rønde Gymnasium

Samfund
Af Martin Schultz

?En demokrati- og dannelsesevent, som ender i et stort grineflip?
Godt 100 unge mennesker morede sig i alle fald kosteligt, da en af landets mest kendte stand up'ere, Tobias Dybvad, torsdag aften var sidste mand på scenen i festsalen på Rønde Gymnasium til Demo-rådets store demokratievent.
Den sjove mand underholdt de unge med beretninger lige fra det at være bloddonor til at være en kendt person i den karakteristiske stand up stil, hvor der ryger vits på vits udover scenekanten, og publikum kvitterer med kaskader af latter.

Politik på højt niveau

Så morsom var hverken aftenens panel af ungdomspolitikere eller Dansk Folkepartis gruppeformand, folketingsmedlem Peter Skårup, som var på scenen inden komikeren Tobias Dybvad.
Til gengæld blev der diskuteret politik på højt niveau blandt de meget veltalende ungdomspolitikere.
Syv unge repræsentanter fra de politiske partier fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti svarede på spørgsmål fra de unge og nåede rundt om mange emner lige fra SU-regler over topskat og kontanthjælpsloft til kønskvotering og ligestilling.
“Nu jokker du vist rundt i begreberne,” sagde den unge folkesocialist til den unge skatteforskrækkede repræsentant for Liberal Alliance, og der blev ganske rigtigt kastet store emner op i luften og spillet politisk ping pong på en særdeles kvalificeret måde.
“Jeg elsker, at vi har unge mennesker, som tør stå frem og tage et standpunkt,” sagde folketingsmedlem Anne Mette Winther Christiansen (V), som sammen med en række Syddjurs byrådspolitikere deltog i demokratieventen og var med til en demokratimesse med lokale aktører inden den ungdoms-politiske paneldebat gik i gang.

Syv ungdomspolitikere fra hele spektret af politiske partier diskuterede og svarede på spørgsmål fra de unges hvide ølkasse. Foto: Martin Schultz

Et engageret publikum

Efter ungdomspolitikerne gik en rutineret og dreven politiker på talerstolen. Det var nemlig lykkedes for Demo-rådet at hente Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skårup, til Rønde, hvor han fortalte de unge om sin vej ind i politik og sit forhold til demokrati.
“Det er vigtigt at engagere sig, for alle de ting vi møder i samfundet har med politik at gøre. Jeg kan kun anbefale jer at være aktive på en eller anden måde,” sagde Peter Skårup.
“Hvis man vil ind i politik, så er mit personlige råd: start tidligt og træn og træn. Så bliver I gode til det,” sagde Peter Skårup til det unge publikum.
De unge arrangører fra Demo-rådet var særdeles tilfredse med aftenens forløb.
“Det har været en fantastisk aften med en god stemning og et engageret publikum,” sagde formand for Demo-rådet, Mie Bak Hvidtfeldt, 16 år, og HHX studerende på Handelsgymnasium Rønde.

Demo-rådets formand Mie Bak Hvidtfeldt takkede Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skårup for sin medvirken i de unges Demo-event. Foto: Martin Schultz
Nyvalgte Jonas Thisted fra Handelsgymnasium Rønde flankeret af Demorådets formand Mie Bak Hvidtfeldt, Handelsgymnasium Rønde, og næstformand Miriam Leander, Grenaa Gymnasium. Foto: Martin Schultz
Det nye Demo-råd i Syddjurs Kommune inklusive nyvalgte Jonas Thisted helt til venstre. På billedet mangler de to nyvalgte Maria Louise Jensen og Tobias Krogner. Foto: Martin Schultz