87 ud af 87 sagde ja til byrumsmøbler: På vej med ensartet look
MidtbyNetværket oplevede begejstring for nye møbler.
I en prøveopstilling på gaden var der i forbindelse med Lys Nat 28. april opbygget nye byrumsmøbler. Det var en mulighed med plantekasser i flere højder samt siddemulighed.
Det var MidtbyNetværket, der sammen med Skanderborg Kommune, deltog i forsøgsopstillingen for projekt renovering af Adelgade syd.
Og netop plantekasserne i flere højder samt siddemulighed var et forslag, som publikum ifølge MidtbyNetværket tog imod med stor begejstring, oplyses i en pressemeddelelse.
MidtbyNetværket har som én af sine grundideer arbejdet med udformning af forslag til nye byrumsmøbler og har i den forbindelse haft tæt samarbejde med Arkitektfirmaet Kamp, Skanderborg.
Det er tanken at gøre Skanderborgs indkøbsgade fra Mindet til Vestergade til et sammenhængende hyggeligt miljø, hvor byens gæster og beboere kan gøre deres indkøb i rare og afslappende omgivelser.
Det tilstræbes på sigt, at det virvar af byrumsmøbler, plantekasser, skraldespande, udskiftes med et sammenhængende og ensartet look eventuelt Ole Lund Kirkegaard-inspireret.
Publikum på gaden kunne enten bidrage med konkrete ændringsforslag, eller komme med positive eller negative tilkendegivelser. Af 87 gennemførte samtaler tilkendegav 87 deres konstruktive tilslutning til byrumsmøbelforslaget.
MidtbyNetværket arbejder nu på en længerevarende opsætningsmulighed af prøven, hvorved der gives mulighed for borgerne yderligere at give deres mening til kende.