Fortsæt til indhold

Ny formand skal få længe ventet svømmehal til at blive realitet

Birgitte Majgaard overlod roret i forening til friske kræfter.

Samfund
sra

En pixibog, en blå t-shirt og en lille badeand er ikke midler til et af Olsen Bandens kup, men derimod en del af planen, som Klank Svømmehal vil bruge til at få deres ønske igennem kommunens budgetforhandlinger.

Sidste år sendte Klank Svømmehal et budgetønske til byrådet. Det resulterede ikke i den ønskede kommunegaranti på et lån, men dog i en budgettekst, hvor politikerne vedtog, når der er penge til det, skal kommunens næste svømmehal ligge i Galten-Skovby.

Nu prøver foreningen igen.

»Det er seks år siden, at jeg indkaldte til den stiftende generalforsamling i foreningen, og vi er kommet langt, selv om der også er lang vej igen. For nu er vi da der, hvor vores store behov for en svømmehal er blevet anerkendt,« siger Birgitte Majgaard.

Hun netop har overladt formandsposten i foreningen Klank Svømmehal til Jacob Haulrich, der kommer med nye friske kræfter og masser af erfaring med bæredygtighed via hans arbejde.

Gennem de seks år med foreningen er der kommet flere og flere støttemedlemmer til, og mange har været medlem gennem alle årene. Det vil foreningen gerne sig tak for. Derfor har de fået lavet en fin, lille pixibog, som vil blive uddelt forskellige steder - blandt andet hos Kate, hvor man også kan købe Klank Svømmehals t-shirt med en tørsvømmer på, så man kan vise sin opbakning.

De første, der fik et eksemplar af pixibogen, var byrådet. De fik den den dag, de påbegyndte årets budgetforhandlinger.

»Vi skal nu have alle politikerne forklaret, hvordan kommunen kan give svømmehallen en kommunegaranti uden, at det kommer til at belaste kommunens økonomi, og hvor stor betydning det vil have for folk i alle aldre i vores område med ret få driftsudgifter,« siger ny formand i Klank Svømmehal, Jacob Haulrich.

»Bestyrelsen er fortrøstningsfuld, for en stor del af politikerne vil gerne støtte svømmehallen,« mener han.