Fortsæt til indhold

Stilling maser på i kampen om trinbræt

Lokalt forankret privat/offentligt samarbejde om medfinansiering er et nyt initiativ i det årelange forsøg på at få toget til at standse i byen

Samfund
Af Erland Rasmussen

Medlemmerne af Folketingets trafikudvalg spidsede ører, da en lokal delegation af Stilling-borgere, erhvervsfolk og lokalpolitikere forleden var i foretræde for at slå på tromme for en genåbning af Stilling Station.
Med i mappen var nemlig et konkret forslag om at betale halvdelen af de 10-15 millioner kroner, som det vurderes lokalt, at en genåbning vil koste.

Udvalg lyttede til argument

Pengene skal rejses via et privat/offentligt partnerskab, som både Skanderborg Kommune og Erhverv Skanderborg på forhånd er indstillet på at etablere i samarbejde med Stilling Gram Borgerforening.
“Det er mit indtryk, at trafikudvalget opfattede ideen om et privat/offentligt partnerskab som ny og interessant i den sammenhæng,” vurderer formanden for Stilling Gram Borgerforening, direktør Henrik Bratbøl.
Trinbrættet blev lukket helt tilbage i 1979, og siden har borgerforeningen argumenteret for en genåbning. Men især i de senere år er både tempo og niveau sat op.
“Vi har arbejdet i de sidste fire år på at få foretræde for trafikudvalget, og derfor var det positivt, at det lykkedes,” fortæller Henrik Bratbøl.
Formanden for borgerforeningen er tilfreds med den måde, foretrædet forløb på. Udvalget lyttede til argumenterne, spurgte ind til forskellige ting og takkede for at få et input.
“Jeg synes, det gik fint, og vi fik afleveret budskabet om, at det vil betyde meget for Stilling med en genåbning af stationen,” siger Henrik Bratbøl.
Delegationen fra Stilling fik imidlertid intet tilsagn om en genåbning under foretrædet.
En genåbning er blevet aktuel i forbindelse med udmøntningen af regeringens store togplan, og her spiller Folketingets trafikudvalg en rolle, fordi det skal godkende en eventuel genåbning.
Imidlertid er der over hele landet mange byer og lokalområder, der har tilsvarende ønsker som Stilling.
Derfor var den konkrete besked fra trafikudvalget, at man afventer en rapport fra Transportministeriet indeholdende en prioritering af lokale ønsker fra hele landet. Rapporten er forsinket, og trafikudvalget vil nu rykke for den.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) deltog også i foretrædet, for at støtte ønskerne om en genåbning.
“Vi fik præsenteret undersøgelsen om, hvad en øget mobilitet vil betyde for både byen og erhvervslivet, og vi mener, at vi har de rigtige argumenter i forhold til Stilling,” siger Jørgen Gaarde, der ligesom Henrik Bratbøl ikke tør spå om, hvad sagen ender med.




























Fakta
Trinbræt i Stilling
Vækst til virksomheder på 5-9 procent årligt, hvis medarbejdernes transport forbedres med tog
500 pendlere vil dagligt benytte trinbræt
125 nye jobs og ekstra skattegrundlag på 30 millioner kroner

Kilde: Stilling Gram Borgerforening