Flytter til Hinnerup og udvider med 220 kvadratmeter
AM Autocare har netop slået porten op i Hinnerup. Nu består virksomheden både af klargøringscenter og autoværksted.
Efter fem år i Lyngå er AM Autocare flyttet til Navervej 5 i Hinnerup.
»Lokalerne i Lyngå blev simpelthen for små. Der var for mange ordre og for lidt plads. Der var kun én lift, og vi kunne bare ikke være der,« siger ejer André Makky, som altså er gået fra 80 til 300 kvadratmeter ved flytningen.
I Lyngå var AM Autocare kun et klargøringscenter, men nu er der blevet plads til at opdele stedet i to zoner, så AM Autocare også kan indeholde autoværksted – også for el- og hybridbiler.
Ud over ejeren selv er der to ansatte i firmaet, hvilket er én mere end i Lyngå.
Lokalerne, som AM Autocare er flyttet ind i, har tidligere været cross-værksted.
Den helt store renovering
Mandag 8. maj var første åbningsdag i Hinnerup for 31-årige André Makky, og han får ikke langt på arbejde.
Han bor nemlig i boligen i forlængelse af værkstedet med sin kone og deres tre-årige datter – til september gør parrets søn desuden sin entré.
Trekløveret fik lov at bo i værkstedets kontor og venteværelse i to en halv måned, mens huset blev renoveret.
»Det var presset. Tre mennesker på 20 kvadratmeter,« siger André Makky med smil i stemmen.
»Vi nåede lige at flytte rigtigt ind til jul og så 2. januar gik det løs med renovering af værkstedet, og det trængte virkelig. Det har fået den helt store tur,« fortæller André Makky.
Derfor skulle der altså også gå fire måneder, før porten kunne åbnes for kunder.
Nu håber André Makky på god opbakning:
»Drømmen er at vokse. Så må vi se, om de her lokaler også bliver for små en gang.«