Fitness-chef til skoler: Farligt, at unge får tricks til træning på TikTok
Selvudnævnte eksperter på sociale medier får skolebørn på farlig kurs, lyder det fra leder af fitnesscenter.
Har du dry scoopet pre-workout pulver?
Næppe. Det er kun godt. Hvis du har, vil Janne Eskildsen opfordre dig til at lade være med at gøre det igen.
Janne Eskildsen er leder af Fit&Sund i Ry, hvor mange unge mennesker træner, at det bekymrer hende, at en del af dem, inklusive skoleelever, får viden om kosttilskud, præstationsfremmende midler og træningstricks via sociale medier som TikTok og Snapchat.
»De unge får alle mulige anbefalinger om, hvilke tilskud de kan tage, og nogle af ting, de bliver anbefalet, er ikke lovlige, og du aner ikke, hvad der er i dem. Der er fx en trend, der hedder dry scooping, hvor man indtager et pulverpræparat, man normalt putter i vand for at få energi inden træning, ved at putte det på en ske og sluge det. Det kan være farligt,« siger hun og tilføjer:
»Jeg kender til en ung gut, som slet ikke træner, der slugte tre skefulde pre-workout pulver uden vand. Han gjorde det måske for sjov eller for at være sej. Det endte med, at han måtte sendes hjem fra skole. Man bliver helt bims i kroppen af det.«
Vil starte debat
For at starte en debat om emnet, har Janne Eskildsen sendt et skriv til lederne af overbygningerne på Mølleskolen og Gudenåskolen samt til byens sportsklubber. I henvendelsen opfordrer hun unge og forældre til at besøge Fit&Sund Ry til et foredrag om, hvilke præparater og midler, man bør undgå, og hvordan man kan hjælpe sin træning på vej på sund vis.
»Det er en debat, jeg gerne vil have startet. Der findes utallige selvudnævnte fitnessguruer på sociale medier. De har kæmpe muskler, og de deler en masse fifs og tricks, og hvis man er en spinkel teenager, kan man let blive fristet til at tro, at de har ret. Men der er ingen evidens for, at de råd virker eller er specielt sunde,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg.
Kvinder i overgangsalderen bliver også tilbudt alt muligt, og vi bliver også fristet.Janne Eskildsen, leder, Fit&Sund Ry
Det er ifølge Janne Eskildsen nemt at komme galt afsted, når man opsøger viden om træning, for junglen af hjemmesider om emnet er ekstrem svær at gennemskue.
»En af vores fitnesstrænere købte, inden han begyndte som træner, et produkt fra en svensk hjemmeside. Han troede, det var okay, fordi det var en svensk hjemmeside, men det viste sig, at produktet indeholdt en masse tilsætningsstoffer, der er ulovlige i Danmark. Han fik leversvigt og blev alvorligt syg,« siger hun.
Hvad håber du, de unge og deres forældre får ud af foredraget?
»Jeg håber, de kan spare nogle penge på unødvendige produkter, og at foredraget kan give en mere kildekritisk tilgang til sociale medier. Man må gerne tage kosttilskud. Alt det, man vil. Men det handler om at finde de bedste produkter.«
Kan du ikke blande dig uden om, hvad der foregår uden for centret. Er jeres funktion ikke bare at stille maskiner og træningsredskaber til rådighed?
»Vi kan ikke bestemme, hvad folk putter i sig, inden de kommer og træner, og det her er ikke opråb om, man skal stoppe med at bruge kosttilskud. Men vi kan godt guide folk. Vi vil gerne sikre, at de unge ikke gør noget dumt, og sikre, at de produkter, de køber, overholder de danske sundhedsmyndigheders retningslinjer.
Kun én vej
Der er kun en ting at gøre, og den tidligere wrestler Asbjørn Riis havde fat i den lange ende, da han i sin tid dukkede op på de danske tv-skærme og med dyb stemme og stor overbevisning sagde: »Spis sundt, træn hårdt og tro på dig selv – yeah!«
Janne Eskildsen formulerer det på en anden måde, men meningen er omtrent den samme.
»Jeg ved godt, det er mega kedeligt, men man kan nå langt med et godt træningsprogram og sund og varieret kost. Vi laver ikke mirakelkure i det her hus. Der findes ikke quick fixes,« lyder det.
Lederen af Fit&Sund i Ry er ikke for fin til at indrømme, at det også kan være svært for voksne at holde sig på dydens smalle sti.
»Jeg kan godt forstå, man vil se godt ud. Det, tror jeg, ligger i menneskets natur. Kvinder i overgangsalderen bliver også tilbudt alt muligt, og vi bliver også fristet. Vi er ikke meget bedre, når vi vil finde produkter, der kan give os stram hud eller modvirke den næste hedetur,« siger hun.
Fit&Sund Ry inviterer til foredrag om kost og træning 25 maj. Det sker i tidsrummet 19-20.30, og alle er velkomne.