Fortsæt til indhold

Brugsens Venner hørte brugsuddelerens nødråb

Brugsen på Helgenæs får nu hjælp fra en gruppe frivillige.

Samfund
sra

Brugsen på Helgenæs gav igen underskud i sidste regnskabsår 2022, hvilket fik uddeler Nikolaj Hansen til i januar at gå i lokalpressen med et nødråb.

Derefter indkaldte Brugsens bestyrelse i februar til borgermøde i det lokale forsamlingshus. Mødet var velbesøgt med cirka 140 deltagere. På mødet orienterede Bestyrelsen om den vanskelige situation, og en gruppe borgere tog derfor initiativ til at oprette Brugsens Venner.

Allerede næste dag var de første i gang med de mest presserende opgaver. Kort efter meldte flere sig til og Brugsens Venner består nu af 30 frivillige, der er aktive med forskellige praktiske opgaver.

Det er et uafhængigt netværk, der har organiseret sig i løst koblede grupper med en kontaktperson, der aftaler opgaver, tid og omfang med uddeler, så han altid har føling med, hvad de frivillige finder på.

Flere er med i flere opgaver, og man styrer selv hvor meget, hvor ofte og hvor længe hver enkelt bidrager. Gruppen mødes efter behov og drøfter nye initiativer og samarbejder med resten af Helgenæs’ foreninger, og de vil gerne være flere.

Brugsens Venner erstatter ikke personale, men udfører de opgaver, som det er svært for personalet at overkomme, og understøtter praktisk Brugsens drift. Dels har Brugsen ikke økonomi til at ansætte mere personale, og dels er det ikke muligt at tiltrække personale til Helgenæs.

Gruppen gjorde ved opslag på flere lokale Facebooksider opmærksom på Brugsens vanskeligheder, og det førte til et mersalg i påsken over forventning. Nu satser de på, at når flere sommerhusejere kommer og åbner deres huse, at vil de også lægge mest mulig handel i Brugsen.

Brugsen i Kongsgårde på Helgenæs har altid været afhængig af sommersæsonen, hvor de 875 sommerhusejere, de mange sejlere og turister lægger deres indkøb i Brugsen.

Brugsens Venner inviterer til borgermøde i september i samarbejde med bestyrelsen, hvor de vil gøre status på sommerens satsning.