Fortsæt til indhold

Hver dag graver Kurt Villy sig ned i Hadstens fortid: Nu har byen givet ham helt særlig ærestitel

Hver dag lægger Kurt Villy Svendsen en ny historisk beretning i sin Facebook-gruppe 'Gamle Hadsten og de gode historier.' »Jeg udbreder bare min hobby,« siger han.

Samfund

Det er efterhånden ved at være nogle år siden, han flyttede 65 km væk fra byen. Alligevel beskæftiger Kurt Villy Svendsen sig hver eneste dag med Hadsten, den by han holder så meget af.

Hver dag lægger han nemlig en historisk fortælling fra Hadsten og omegn op i Facebook-gruppen ’Gamle Hadsten og de gode historier’. En gruppe han selv står bag, og som har mere end 1.700 medlemmer.

For det arbejde er han netop blevet hædret med titlen som Hadsten Hædersborger.

I den forbindelse presser to spørgsmål sig på:

1: Hvad siger han til titlen?

2: Hvorfor gider han blive ved at grave sig ned i Hadstens fortid?

»Den her hæder kommer ganske uventet. Det er jo slet ikke noget, jeg har regnet med, så det er lidt svært at forholde sig til, men jeg er glad. Det, jeg har gjort i alle de her år, er jo bare at udbrede min hobby, som er at studere det gamle Hadsten. Det har jeg gjort i 42 år nu – for i 1981 flyttede jeg til byen. Interessen tog dog for alvor fart på et LOF-kursus i 1987, hvor vi gik i dybden med Hadstens historie. Der fik jeg virkelig smag for det,« siger Kurt Villy Svendsen og tilføjer:

»Facebook-gruppen opstod i 2014, på et tidspunkt hvor min kone var meget syg. Jeg passede hende hjemme, og der var nødt til at skulle ske noget, ellers blev jeg sindssyg. Så jeg lavede gruppen, og så måtte jeg jo se, hvad det førte med sig, og der var altså rigtig mange, som meldte sig ind.«

Kurt Villy Svendsens kone, Hanne, gik bort i november 2014, og det bragte Kurt Villy i knæ i en længere periode, men i 2015 var han klar igen, og nu gik han all in på Facebook-gruppen, så fra da af begyndte han at lægge en daglig historie i gruppen.

»Jeg tænkte, at når Randers Amtsavis kan udkomme hver dag, så kan jeg vel også lave en enkelt historie hver dag. Jeg holder jo af Hadstens historie, og det giver mig en tilfredshed at se siden vokse. Det er også en stor fornøjelse for mig, at flere og flere mennesker nu selv henvender sig med oplysninger. Det kan jeg virkelig godt lide. Det er både hyggeligt og tilfredsstillende, for så har de jo fået noget ud af at læse mine skriverier.«

Endte i Hadsten ved et tilfælde

Det var lidt en tilfældighed, at Kurt Villy Svendsen og Hanne Svendsen endte i Hadsten.

En aften, hvor parret var ude at køre en tur, faldt de over et til salg-skilt ved Vissingvej 2. Det lå idyllisk og med et stort stykke jord til.

»Det var daværende landbetjent Gunner Christensens datter og hendes mand, som ejede det, og Gunner stod for salget,« siger Kurt Villy – den slags historiske anekdoter drysser han hele tiden ud af ærmet.

Kurt Villy og Hanne boede i huset i 25 år, før de flyttede til Kirkevej 6 i Hadsten. Her nåede de at bo i fem år, før turen gik mod Simmelkær, tættere på børn og børnebørn.

Soldat, post og skohandler

Kurt Villy Svendsen er født 27. september 1950 i Holstebro. Han blev først kontorelev i Esbjerg og sidenhen radiotelegrafist fra Navigationsskolen i Svendborg. Efterfølgende blev det til mange år hos Telegraftropperne. Fra 1974 overgik han til en radiodeling, som betjente Jægerkorpset, og under denne tjeneste gennemgik han faldskærmsuddannelse.

Da han flyttede til Hadsten, var han stadig i Forsvaret. På det tidspunkt gik der mange rygter om, at hans deling skulle flytte fra Aarhus til Randers, og så var Hadsten jo en passende bopæl – men delingen flyttede nu aldrig.

Af forskellige årsager, blandt andet ønsket om mere tid med familien, fik Kurt Villy Svendsen i stedet arbejde hos postvæsnet, først i Randers og sidenhen i Hadsten.

Sideløbende med post-jobbet beskæftigede Kurt Villy sig med sko. Dertil knytter sig selvfølgelig også en anekdote:

»Under en længere øvelse på Frankfurt Airbase, som er en kæmpe base på størrelse med Lolland, fandt jeg ud af, at jeg kunne købe billige New Balance-løbesko af amerikanerne. Jeg var jo aktiv løber, og de sko jeg normalt skulle give 500 kroner for i Danmark, kunne jeg nu købe for et par hundrede. Så jeg købte nogle stykker med hjem og solgte dem videre. Det blev starten til, at jeg opkøbte sko hos forhandlere. Jeg fik samlet en frygtelig masse fodtøj og solgte dem videre på markeder – blandt andet Lilleåmarked,« siger Kurt Villy Svendsen.

Siden kom også en masse træsko til samlingen. Blandt andet købte han Henry Dollerups træskofabrik i Ødum.

Sidst men ikke mindst bør det måske nævnes, at Kurt Villy Svendsen har stået bag et julehæfte med 24 historier gennem hele 16 år.