Kolind Kirke lukker solen smukt ind
Efter måneders lukning kan Kolind borgerne se frem til, at deres kirke åbner igen i julemåneden mere indbydende end nogensinde
Søndag 6. december bestiger sognepræst Anne Kirstine Langkjer igen prædikestolen i Kolind Kirke, der har været lukket siden midten af maj 2015, hvor der blev taget hul på et omfattende arbejde med at give kirken fra 1919 en kærlig opshining.
“Vi glæder os sørme til, at vi kan tage Kolinds Kirke i brug igen, og selv om det er lidt med forbehold, så ser det ud til, at kirken bliver klar til, at vi kan holde gudstjeneste i den søndag 6. december,” siger sognepræst Anne Kirstine Langkjer.
Hun og menighedsrådet havde håbet på, at det kun blive den kommende søndag, 1. søndag i advent, men der mangler fortsat forskellige småting, før håndværkerne er helt færdige.
Derfor er søndagens planlagte Høre Gudstjeneste flyttet til Ebdrup Kirke, hvor landsdelspræst for hørehæmmede Søren Skov Johansen prædiker og forestår gudstjenesten bistået af Anne Kirstine Langkjer, 62, der i øvrigt har meldt ud, at hun lader sig pensionere, når hun bliver 65.
Gule farver
Sognepræsten er mere end tilfreds med de indtryk, hun møder, når hun nu træder ind i Kolind Kirke.
“Solen er kommet ind i kirken,” lyder det begejstret.
“Vi har haft Susan Arnild til at vejlede os med farvevalg, og hun har været en dygtig vejleder. Den gule farve, vi har valgt, udvider nærmest kirkerummet og får det til syne både meget større og mere lyst og venligt,” siger Anne Kirstine Langkjer.
Susan Arnild er udlært skiltemaler og uddannet dekorationsmaler på henholdsvis Institut Yannick Guégan i Frankrig, samt trompe l'oeil- og marmoreringskurser hos Patrick Kirwin, Michel Nadaï og Pierre Lefumat. Hun har arbejdet med de gamle maleteknikker i 20 år og er medindehaver af firmaet Arnild & Peitersen ApS.
En hørevenlig kirke
Borgerne kan også glæde sig til at træde ind i en kirke, hvor de, der ikke hører så godt, bliver hjulpet godt på vej af opdaterede teknologiske hjælpemidler.
“Det betyder, at ud over teleslynge og højttaler bliver alt, hvad der foregår ved gudstjenesten, tekstet på en skærm,” forklarer Anne Kirstine Langkjer.
Håber på provsten
Menighedsrådet har besluttet, at den officielle genåbning af Kolind Kirke skal foregå efter nytår og ikke midt i juletravlheden.
“Vi forventer, at det bliver enten 10. januar eller 24. januar,” siger Anne Kirstine Langkjer.
Menighedsrådet havde håbet, at biskop Henrik Wigh-Poulsen kunne have prædiket til den officielle åbning, man han er imidlertid forhindret begge datoer.
Derfor satser menighedsrådet i stedet på, at provst Benedikte Bock Pedersen vil tage opgaven på sig.