Du er en guttermand Gunnar..
Mere pjank og pjat end reelt indhold i taksigelserne til den snart forhenværende formand for Djurs Mad I/S, Gunnar Sørensen, på onsdagens byrådsmøde
Øget arbejdspres er den formelle årsag til, at byrådsmedlem Gunnar Sørensen (V) har ønsket at forlade bestyrelsen i de to Djurslandskommuner fælles madkøkken, Djurs Mad I/S i Auning.
Læs også: Lokalpolitik: V-politiker vil ikke spise med mere
Lønforhold: Er det okay at lønne lokalpolitikere på orlov?
Reelt er årsagen, at Gunnar Sørensen har ønsket at markere, at han finder det forkert, at et flertal i Syddjurs Byråd har godkendt et sæt vedtægter for det ny Karpenhøj på Mols, hvor der gives mulighed for at udbetale et samlet bestyrelseshonorar årligt på 100.000 kroner.
Gunnar Sørensen har efterlyst en principiel debat i Syddjurs Byråd om honorarstørrelser i bestyrelser, og hvad man med rette kan yde honorar til, når kommunen har en finger med i spillet.
Den fik han slet ikke ved onsdagens byrådsmøde, hvor et enigt byråd konfirmerede hans afgang fra Djurs Mads bestyrelse under megen pjank og pjat.
Der var godt nok ros til Gunnar Sørensen, fordi han i løbet af sin toårige formandsperiode i Djurs Mad havde fået vendt op og ned på tingene i interessentskabet og skabt sorte tal på bundlinjen.
Men ellers blev der joket med, om det nu også var arbejdspres i den private sfære eller noget helt andet, der fik Gunnar Sørensen til at forlade hjertebarnet, som han nærmest var forudbestemt til at blive formand for efter Kommunalvalget i 2013.
Kun Per Zeidler (I) borede lidt i såret, da han udtrykte undren over, hvorfor Venstre forleden stemte for Karpenhøj-løsningen, herunder Gunnar Sørensen, når der ikke var alle i partiet, der kunne levere den totale opbakning. Zeidler fik også lige understreget, at Liberal Alliance ønsker Djurs Mad I/S hen, hvor peberet gror.
Zeidlers forespørgsel til Venstre fik han intet svar på, og efter yderligere lidt pjank og pjat i afdelingen for spøg og skæmt og hygge på god dansk vis gik byrådet over til næste sag på dagsordenen.
Gunnar Sørensens efterlysning af en principiel debat om honorarstørrelser og principperne for udbetaling heraf nævnte ingen med et ord.
Mærkeligt, men " (...) der er et yndigt land på rytmeboks og lige om lidt er kaffen klar (...)"
Honi soit qui mal y pense.