Fortsæt til indhold

Linda vil hacke kønsbarriererne: »Det er svært at tiltrække kvinder«

Linda Pedersen arbejder for at få flere kvinder til at opdage karrieremulighederne indenfor cybersikkerhed.

Samfund

Hættetrøjeklædte hackere bag skærmen i et mørkt lokale med mystiske og teknisk svære arbejdsopgaver.

Det er en udbredt – men forkert – forestilling, mange har om cybersikkerhedsbranchen, fortæller Linda Pedersen, der er partner ved den aarhusianske konsulentvirksomhed, Happy42.

Virksomheden har udviklet talentindsatser indenfor tech-branchen de sidste 10 år med fokus på cybersikkerhed de sidste fem år. Desuden leder de de Danske Cybermesterskaber i samarbejde med en række af landets universiteter (AAU, SDU, AU, CBS, DTU og ITU) samt Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed.

Cybersikkerhed er ikke kun hacking og de tekniske aspekter, men også om processer, strategi, ledelse og kultur, og der er bestemt også mulighed for avancement for kvinder i branchen.

Og så arbejder de for at nedbryde de fordomme, der er om cybersikkerhed, og at vise, at branchen bestemt også er for kvinder.

»Der er skabt en stereotyp om folk, der arbejder med cyber- og informationssikkerhed. Især gennem pressen, som kun skriver om hacking, cyberangreb og dem, der beskytter det og lukker hullerne. Man kan sagtens skabe en værdifuld karriere i branchen uden at det kræver dybe, tekniske kompetencer. Cybersikkerhed er ikke kun hacking og de tekniske aspekter, men også processer, strategi, ledelse og kultur, og der er bestemt også mulighed for avancement for kvinder i branchen,« fortæller hun.

Vigtig diversitet

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden og dermed mest sårbare over for cyberangreb.

»Cybertruslen mod Danmark er netop nu på sit højeste. Særligt krigen i Ukraine har tilspidset situationen. Derfor er der et stort behov for at uddanne folk, der kan sikre os digitalt. Også kvinder,« fortæller Linda Pedersen.

»Der er skabt en stereotyp om folk der arbejder med cyber- og informationssikkerhed. Især gennem pressen, som kun skriver om hacking, cyberangreb og dem, der beskytter det og lukker hullerne. Man kan sagtens skabe en værdifuld karriere i branchen uden at det kræver dybe tekniske kompetencer,« fortæller Linda Pedersen. Foto. Adobe Stock.

Kvinder er stærkt underrepræsenterede generelt i it-branchen. En opgørelse fra Aarhus Universitet viser, at kvinder i 2022 udgjorde knap 28 procent af de optagne på it-uddannelserne.

Hacking og stereotypen i en hættetrøje har ikke just et feministisk udtryk, men snarere udtryk for et miljø, hvor der ikke er så meget diversitet, og det er et problem, og et narrativ vi sammen skal være bedre til at ændre på.

»Vi oplever, at der er kan være en udfordring for cyber- og informationssikkerhedsbranchen i at tiltrække kvinder. Hacking og stereotypen i en hættetrøje har ikke just et feministisk udtryk, men snarere udtryk for et miljø, hvor der ikke er så meget diversitet, og det er et problem, og et narrativ vi sammen skal være bedre til at ændre på,« fortæller hun.

I hendes optik er den diversitet og tværfaglige tilgang, kvinder automatisk tager med sig ind i branchen, vigtig for at opnå et højt cybersikkerhedsniveau.

»Vi har brug for holistiske, humanistiske og organisatoriske tilgange. Det ved vi at en række kvindelige profiler er særligt gode til. Det er ikke nok med teknisk dygtige profiler, fordi risikoen for ensartet tænkning er for høj. Det gode sikkerhedsteam er sammensat af begge køn, fordi det øger chancen for et bredere perspektiv på at løse problemer, « forklarer hun.

Akutte udfordringer

På landets it-uddannelser fylder cybersikkerhed slet ikke nok på skemaet, set i lyset af hvor meget det fylder i samfundet. Der skal derfor iværksættes konkrete initiativer til at imødegå branchens udfordringer, mener Linda Pedersen.

»Vi står med udfordringer så akutte, at uddannelserne ikke kan nå at omstille sig, mens erhvervslivet råber om hjælp. Derfor skal vi finde på andre tilbud. Hvis man har læst en it-uddannelse som har fokus på for eksempel organisatorisk ledelse, håber Happy42, at man sammen i industrien snart kan tilbyde kortere uddannelsesforløb og kurser, så erhvervslivet kan få løst de konkrete udfordringer, de står med,« siger hun.

Udsolgt kvinde-event

Til et udsolgt arrangement holdte Happy42 et event for kvinder i cybersikkerhed med oplæg fra blandt andet Norlys og Bestseller, og her blev det klart, at en kvinder savner rollemodeller i branchen, de kan sparre med og spejle sig i.

»Vi får mange henvendelser fra unge kvinder, som synes, det kunne være fedt med mere viden på området,« siger hun.

Selvom tallene fra Aarhus Universitet tyder på, at situationen gradvist ændrer sig med tiden, mener Linda Pedersen, at en del af arbejdet ligger hos uddannelsesinstitutionerne.

»Det er behov for en pragmatisk og agil indsats, hvis vi skal nå at opkvalificere de talenter, vi har brug for indenfor cyber- og informationssikkerhed, og dermed opnå den diversitet og ikke mindst kønsbalance, vi ønsker. De faglige miljøer, der dyrker hacking og cyber- og informationssikkerhed på uddannelserne, er ofte af meget teknisk karakter,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg tror derfor, det er vigtigt, at der også bliver skabt et miljø, som rummer andre elementer af cyber- og informationssikkerhed. Det ville være en gave, hvis vi på den måde kan vise bredden af arbejdsopgaver indenfor cyber- og informationssikkerhed, og dermed ”nudge” flere - og dermed også flere kvinder - til at gå denne vej.«