Barsk fortælling tilsat godt med fantasi
Fantasyforfatteren Eva Egeskjold fra Femmøller udgiver tredje bind af sin fortælling om Næslandet inden jul
Det er allerede blevet til to tykke bind af fortællingen om Næslandet, og lige om lidt er bind nr. 3 klar til læserne. Det har titlen “Snedkerens hemmelighed” og præsenteres i Kvickly i Ebeltoft fredag 18. december, hvor forfatteren Eva Egeskjold vil være til stede og signere sin nye bog.
Eva Egeskjold, uddannet arkitekt og mor til tre med bopæl i Egil Fischer kvarteret i Femmøller, har altid interesseret sig for eventyr, magi og mystik, og det er baggrunden for hendes succesfulde karriere som fantasyforfatter. Fjerde og sidste bind af fortællingen om Næslandet er i støbeskeen, samtidig med at hun i foråret 2016 planlægger at udgive fem bind i en ny serie ”Brødre af blodet”, som først og fremmest er tiltænkt børn og unge fra 9 til 13 år.
”Men fantasy-genren er ikke bare for børn og unge. Det er en meget udbredt genre og har mange læsere også blandt voksne. Og i udlandet er interessen for fantasy-litteratur meget større end herhjemme,” siger Eva Egeskjold, som med sine bøger om Næslandet rammer en læsegruppe fra 12-13 år og så alle de voksne, som bliver grebet af de eventyrlige fortællinger.
Har skabt et fantasiland
Eva Egeskjold er 43 år og har boet i Femmøller ved foden af Mols Bjerge med sin familie i 15 år. Hun har aldrig været mørkeræd og var altid den, der som barn fór vild i skoven. Hun er i sin fortælling om Næslandet tydeligt inspireret af omgivelserne, landskabet og stemningerne på Mols og Helgenæs, som hun kender så godt.
Historien om Næslandet foregår i et land, som Eva Egeskjold selv har skabt og befolket med mennesker og væsner, som er udsprunget af hendes egen fantasi.
”Jeg har skabt et fantasiland, hvor to menneskeracer er udsprunget af en lys og en mørk eg, og nu står kampen mellem Lysfolket og Radix-folket,” fortæller Eva Egeskjold om fortællingen, som er fyldt med kamp, vold og blod, men også indeholder kærlighed og forviklinger.
Den gennemgående figur er pigen Oona, som er ved at blive voksen i tredje bind, og som er bestemt til noget særligt i Lysfolket. Fortællingen kan ses i lyset af den dannelsesrejse, som Oona gennemgår fra barn til voksen i det magiske univers.
”I begyndelsen var min fremstilling ret klassisk med sort/hvid karaktertegninger, men efterhånden som historien skrider frem, bliver plottet mere “mudret” og skurke- og helterollerne blandes mere sammen. Det giver nyt liv til karaktererne og mere dynamik til fortællingen,” fortæller Eva Egeskjold.
Læseren skal kunne spejle sig
Men det er vigtigt, at der for læseren er en genkendelighed i problemstillingerne, selvom fortællingen er ren fantasi.
“Læseren skal kunne spejle sig i hovedpersonen, selv i et fuldstændig fiktivt univers, uden at man kommer i tvivl om historiens bæredygtighed. Det sker ved at min hovedperson Oona træffer valg, som også vi skal træffe i vores eget liv.”
Eva Egeskjold udgiver sine bøger på eget forlag Andersen & Vig. Bøgerne udgives også som E-bøger, og bliver nu også udgivet som lydbøger på AV-forlaget.