Fortsæt til indhold

Tag din hund med i bio – den får gratis adgang

Når du køber en billet, er der automatisk et sæde til din hund i hundebio i Øst for Paradis.

Samfund
sas

Tag din bedste firbenede makker med i biffen, når Øst for Paradis arrangerer hundebio søndag 21. maj kl. 14.

På programmet er Wikke og Rasmussens musikalske 90’er-klassiker Hannibal og Jerry, som handler om drengen Hannibal og hunden Jerry, som viser sig at kunne tale.

Arrangementet er del af Filmklubben, som hver måned viser en filmklassiker for børn og unge i alderen 10-15 år og deres nostalgiske voksne – og denne gang altså også familiens hund. Det skriver Øst for Paradis i en pressemeddelelse.

»Vi har afholdt Hundebio to gange før, og det har været en stor succes for både to- og firbenede. Kombinationen af hund og biograf lyder måske lidt obskur, men rigtigt mange kommer faktisk uden hund og har stor glæde af at møde de firbenede æresgæster ude i gården inden filmen,« siger Sofie Jensen, der er projektleder på Filmklubben.

Hundebio foregår på den måde, at når man køber en billet til sig selv, og så er der automatisk plads til hunden. Pladserne er unummererede, og der er god plads til både hunde og mennesker i salen.

Skulle man elske hunde på film men ikke være så vild med at sidde ved siden af dem i biografen, så spilles filmen også i en anden sal på samme tid kun med adgang for tobenede.

»Det er oplagt at holde Hundebio i forbindelse med Filmklubben, så de børn, der ikke lige er så heldige at have en hundeven derhjemme, kan møde nogle søde hunde og opleve at få lidt mere med i den samlede biografoplevelse. Når vi holder Hundebio, gør vi selvfølgelig lidt ekstra ud af det og serverer goodiebags til hundene og måske også en lille forfriskning til de resterende biografgængere,« siger projektleder Sofie Jensen.

Inden filmen er den røde løber rullet ud i gården foran Øst for Paradis i Paradisgade. Her er det muligt at hilse på hundene, og hundene kan hilse på hinanden.

De firbenede æresgæster får en lille goodiebag fra Bjæfferiet, som er en ny aarhusbaseret virksomhed. Bjæfferiet sælger bland selv-slik for hunde, hvor man kan bestille mange forskellige varianter af naturlige kvalitetsgodbidder online.

Filmklubben med hundebio finder sted søndag 21. maj kl. 14 i Øst for Paradis i Paradisgade i Aarhus.