Fortsæt til indhold

Topkarakter til balletaften på Møllerup Gods

Et rekordstort publikum overværede på en pragtfuld sommeraften Verdensballettens tredie optræden på Møllerup Gods

Samfund
Af Martin Schultz

På årets hidtil nok mest lækre sommeraften med varme og fuldmåne kunne arrangørerne af Verdensballettens forestilling fredag aften på Møllerup Gods notere sig en gedigen succes både kunstnerisk og publikumsmæssigt. Lige til en hel stribe 12-taller for at blive i efterdønningerne på eksamenstiden.
Omkring 1400 gæster med regentparret i spidsen overværede forestillingen med balletstjernerne fra Royal Ballet of London samt udvalgte sangere og musikere.
”Det kan ikke blive bedre,” konstaterer godsejer Anne Sophie Gamborg fra Møllerup Gods, som kunne se lang tids slid blive belønnet med en fejende flot forestilling under en skyfri aftenhimmel og med et publikum, som med både klapsalver og anerkendende ord kvitterede for en stor kulturoplevelse på et af Djurslands smukkeste og kultuhistorisk mest betydningsfulde lokaliteter.
Verdensballetten havde sammensat et spændende program, hvor balletdanserne optrådte med både klassiske og helt moderne indslag lige fra Bournonville og Svanesøen og til stepdans og næsten streetagtig dans. Et særligt indslag var opførelsen af balletten Côte á côte, som Prins Henrik har andel i og som han denne aften selv så opført for første gang. Prinsgemalen blev da også hyldet på scenen efter forestillingen sammen med Anne Sophie Gamborg, som fik idéen til balletten og DJ'en og musikkonstruktøren Katrine Ring, som skabte lydbilledet til balletten.

Prins Henrik blev efter forestillingen sammen med Anne Sophie Gamborg og Katrine Ring hyldet af danserne for deres andel i forestillingen. Foto: Alan Mattison

God mad og drikke fra lokale producenter

Allerede fra tidligt på eftermiddagen og flere timer før planlagt strømmede gæsterne til for at picnic'e i Møllerups park.
Timerne op til Verdensballettens optræden var en hel forestilling i sig selv med den næsten sydlandske stemning blandt frokostgæsterne i parken, boderne med de lokale producenter fra Molbordet, friske jordbær fra Følle Bæk Gårdbutik og kronhjortepølserne på grillen fra vildtslagteriet Klosterhedens Vildt.
”Vi har fået rigtig god respons på, at forplejningen består af lokale produkter af høj kvalitet,” siger Anne Sophie Gamborg, som uddeler roser til de lokale producenter og i særdeleshed til købmand René Povlsen fra SuperBest i Rønde, som koordinerer hele indsatsen for at sikre god mad og drikke til de mange gæster.
Publikum satte i allerhøjeste grad pris på kaffen fra Mols Kafferisteri, den økologiske is af gedemælk fra Lille Raneladegård ved Øer, og den særlige Verdensballetøl fra Ebeltoft Gårdbryggeri.
I restauranten havde mesterkokken Tommy Friis og hans hold hænderne fulde til den mere end udsolgte balletmenu, samtidig med at den tidligere chefkok på Molskroen skulle sørge for forplejningen af regentparret og dets følge ved ankomsten kl. 18,45.

Frivillige fik det hele til at klappe

Omkring 70 frivillige, væsentligst rekrutteret blandt unge fra hele landet i netværket omkring den unge generation på Møllerup Gods og blandt de mennesker, som har deres daglige gang i staldene på Møllerup Gods, fik hele arrangementet til at klappe.
”Det giver et godt indtryk af Møllerup Gods som et samfund i samfundet. De frivillige er en god blanding af folk, der har kontakt med Møllerup i hverdagen, og unge mennesker, som bruger flere dage i deres sommerferie til at få arrangementet op at stå. Vi kan slet ikke undvære de frivilliges hjælp,” siger Anne Sophie Gamborg.
De frivillige i deres pastelfarvede T-shirts var alle vegne og fik alt til at klappe lige fra anvisning af parkeringspladser på de tilstødende enge til billettering og til pasning af boder og grill. Først bliver der knoklet med opbygning og siden skal der ryddes op efter forestillingen.

Unge frivillige i deres karakteristiske trøjer var med til at få hele arrangementet til at fungere. Foto: Martin Schultz

Fik intimkoncert med Charlie Siem

Det er tredje sommer, at Verdensballetten optræder på Møllerup Gods på sin Danmarksturné på vej fra Gavnø Slot på Sydsjælland til forestillinger i Blokhus og ved Den tilsandede kirke i Skagen.
Balletstjernerne, sangerne og musikerne holder så meget af at være på Møllerup, at de også i år blev på Møllerup Gods på deres fridag. De fik sig en interessant oplevelse ved et besøg på Søholt, hvor den kendte berider Hasse Hoffmann demonstrerede træning af dressurheste, som jo er en slags ballet med rytter og hest. Om aftenen var der fest på godset, hvor de unge frivillige fik sig en ekstra oplevelse, da violinstjernen Charlie Siem gav en intimkoncert på flyglet i havestuen på Møllerup Gods.
Der er ingen tvivl om, at godsejerparret Anne Sophie og Stig Gamborg har fundet den rette opskrift på at præsentere og synliggøre Møllerup Gods i et kulturprojekt af høj kvalitet.
Kombinationen af dansk højsommer, Verdensballet, kongerøgelse og lokalt balletbryg og gedeis virker, og det er tydeligt, at kendskabet til og interessen for Verdensballettens forestilling på Møllerup Gods fortsat stiger.
”Hvis vi kan få økonomisk hjælp fra fonde, sponsorer, Syddjurs Kommune og Nationalpark Mols Bjerge, så er jeg sikker på, at der også bliver Verdensballet på Møllerup Gods i 2015,” siger godsejer Anne Sophie Gamborg.

Dronning Margrethe blev ledt til højbordet af godsejer Stig Gamborg. Foto: Alan mattison
Prins Henrik blev ledt til hæjbordet af godsejer Anne Sophie Gamborg. I baggrunden Anne Sophie Gamborgs mor, tidl. hofdame for Dronning Margrethe, Lena Lüttichau, Møllerup. Foto: Alan Mathisson