Fortsæt til indhold

Stor stigning i rynkebehandlinger

35 procent stigning i antallet af kosmetiske behandlinger med Botox og Restylane det seneste år

Samfund
Jacob Nielsen

Danskernes interesse for skønhedsbehandlinger med de såkaldte "fillers", som sprøjtes i ansigtet for at tilføre ekstra fylde og udglatte rynker, er støt stigende. Det meddeler Aleris-Hamlet, som er en af udbyderne af denne type behandlinger.
Det seneste år har man således oplevet en stigning på 35 procent, og over de seneste tre år har man set mere end en fordobling i behandlingerne - samtidig er omkring 20 procent af kunderne nu mænd.
"Vores kunder er både hr. og fru Danmark, og de kommer i alle aldre. Fælles for dem er, at de ønsker at bevare deres naturlige look, men søger lidt mere vitalitet," siger Helle Bach, som er kosmetisk koordinator hos Aleris-Hamlet.
Men hvorfor fortsætter interessen med at stige?
Ifølge Helle Bach er det blandt andet på grund af den enorme fokus, der har været på de ikke-kirurgiske behandlinger i medierne de seneste år.
"Vi ser det jo overalt i medierne, hvor historier om at verden er blevet mere plastificeret, fortælles igen og igen. Folk er også blevet mindre bange for at få lavet små justeringer på kroppen, og så lever vi i en tid, hvor man siger, at 40erne er de nye 30ere - og så skal udseendet jo også gerne følge med," siger Helle Bach.
Hun håber, at danskerne vil bevare et fornuftigt forhold til "rynkebehandlingerne", så vi undgår amerikanske tilstande, hvor kundernes brug af Botox og Restylane er ekstrem, og hvor det er normalt at få behandlingerne i frokostpausen. Dette skal blandt andet sikres ved hjælp af grundig vejledning og oplysning til kunderne. I den forbindelse afholder Aleris-Hamlet med jævne mellemrum informationsaftener, hvor man blandt andet kan opleve, hvordan indsprøjtningerne foregår i praksis. Se mere her