Ny kommunaldirektør tiltræder 1. november
Norddjurs Kommune indleder nu jagten på en ny kommunaldirektør efter Christian Bertelsen, som blev afskediget for en måned siden.
På økonomiudvalgets møde tirsdag 16. maj skal udvalget tage stilling til rammerne for rekrutteringen af den nye direktør. Ifølge den tidsplan som forvaltningen har lagt frem, forventer man, at kommunens nye kommunaldirektør tiltræder 1. november i år.
Før vi når dertil, indleder Norddjurs Kommune et samarbejde med et konsulentfirma, der skal stå for at udarbejde den rette job- og personprofil samt planlægge ansættelsessamtaler og gennemføre test af jobkandidaterne. Det fremgår af økonomiudvalgets dagsorden.
I rekrutteringsperioden nedsættes et ansættelsesudvalg på intet mindre end 15 personer.
»For at sikre en bred og involverende rekrutteringsproces nedsættes et ansættelsesudvalg bestående af ca. 15 personer, der til sammen repræsenterer det politiske niveau, det administrative niveau fordelt på direktion, cheflag, aftaleholderniveau, medarbejderniveau og endelig en repræsentation fra MED-organisationen,« lyder det i dagsordenen.
I ansættelsesudvalget vil der også være en repræsentant fra det valgte konsulentfirma.
Koster yderligere 150.000 kroner
Det kostede Norddjurs Kommune 3,7 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse, da kommunen skilte sig af med Christian Bertelsen.
Inden den nye kommunaldirektør er på plads, kan man formentlig lægge på den gode side af 150.000 kroner oven i det beløb. Det vurderer forvaltningen, at ansættelsesprocessen vil koste.
»I forbindelse med tidligere ansættelsesprocesser har udgifterne ligget omkring 110.000-120.000 kr. eksklusive moms. Hertil kommer udgifter såsom annoncering,« skriver forvaltningen.
På økonomiudvalgsmødet vælger udvalget, hvilket konsulentfirma der skal stå i spidsen for rekrutteringen.
Konsulentfirmaerne Genitor, Komponent og Pluss har budt ind på opgaven.