Fortsæt til indhold

Søften-virksomhed overtager brand for tocifret millionbeløb

Nu kan Furnipart også levere en fuld palette af trægreb til møbelindustrien.

Samfund

Søften-virksomheden Furnipart overtager 1. juli 2023 familievirksomheden Vonsild, der har til huse i Vrinners på Mols.

Både Furnipart og Vonsild designer og fremstiller møbelgreb til møbelindustrien, og de to virksomheder har igennem årene haft et tæt samarbejde. Furnipart laver metalgreb, mens Vonsilds greb fremstilles af træ.

»Vi er stolte over at kunne udvide vores sortiment med Vonsilds smukke designs og tilbyde vores kunder endnu flere muligheder inden for møbelgreb og knopper. Vonsild har fantastiske kompetencer indenfor produktion af trægreb, som vi ser frem til at bringe videre til vore kunder,« siger Furniparts direktør Rasmus Byriel i en pressemeddelelse.

»Overtagelsen af Vonsild brandet markerer en vigtig milepæl i Furniparts vækststrategi, og det er et led i vores strategi for at udvide vores produktportefølje og styrke vores position som en af de førende leverandører af møbelgreb til køkken, bad og garderobe i Europa og resten af verden.«

Rasmus Byriel er administrerende direktør for Furnipart, der i 2022 omsatte for 270 millioner kroner. Pressefoto

Vonsild står overfor et generationsskifte og ser samarbejdspartneren Furnipart som den helt naturlige arvtager.

»Trægrebene gør Furniparts omfattende produktprogram komplet, og med et stærkt afsæt internationalt og en stærk salgs- og markedsføringsorganisation er der ingen tvivl om, at Furnipart er den rette arvtager,« siger indehaverne af Vonsild, Kirsten og Hans Vonsild.

Fælles kunder

Begge virksomheder har deres produktion i Østeuropa og Asien, og de to virksomheder har mange fælles kunder, hvilket betyder, at Furnipart lidt forenklet sagt bare skal ekspedere flere varer til de enkelte kunder.

Ingen af Vonsilds medarbejdere følger med over i Furnipart, der vil håndtere overtagelsen med sine nuværende medarbejdere i Søften, oplyser Furniparts direktør Rasmus Byriel til Lokalavisen.

Furnipart har omkring 50 medarbejdere i sine lokaler i industrikvarteret i Søften, hvor virksomheden for nylig udvidede med ekstra 1.500 kvadratmeter lager på den anden side af vejen. Udover de ansatte i Søften har Furnipart sælgere i udlandet.

Virksomheden havde i 2022 en rekordomsætning på 270 millioner kroner og har en eksportandel på over 90 procent.

Rasmus Byriel fortæller, at overtagelsen af Vonsild sker for et tocifret millionbeløb.